tilpante sig adeligt Gods, ikke bortforlene Slotte uden Adelens Samtykke og overholde alle gamle Forbundsbreve mellem de tre Riger, alene med Undtagelse af Halmstadkongressens Beslutninger af 1450, der maatte undtages, fordi Karl Knutssøn i denne var erkjendt som Sveriges retmæssige Konge. Ligeledes vilde han strax gjenforene med Sverige de Slotte og Landskaber af dette Rige, som for Tiden vare i hans Besiddelse, ganske som Margareta i 1388 lovede at gjengive Sverige dets gamle Landemærker. Om Høiheden over Gotland samt om andre Anliggender, alle de tre Riger vedkommende, skulde forhandles paa et Møde af alle tre Rigers Raad.[1] Efterat Christiern havde afgivet disse Løfter, lykkedes det hans svenske Venner at sætte hans Valg igjennem allerede den følgende Dag. St. Hansdag holdt han sit indtog i Stockholm, modtagen af en festlig Procession, i hvilken Dominikanerne, der ved den Tid vare samlede fra alle tre Riger til et stort Provindsmøde, antages at have spillet en fremtrædende Rolle. Den 2den Juli foregik Hyldingen ved Mora Sten og Dagen efter Kroningen i Upsala. Omtrent samtidig med disse Begivenheder havde Hr. Erik Axelssøn været virksom for Christiern i Finland, hvor Karl Knutssøns Anseelse længst havde holdt sig. Unionskongen blev ogsaa her anerkjendt som Herre.[2]
- ↑ Hadorph II, S. 197—199.
- ↑ I et Partiskrift af 1466, der, ligesom nogle allerede omtalte norske, udgik i „Almuens“ Navn og bærer Navn af „Danske Konung Christierns Handel“ (trykt i Handl. rör. Skandin. Hist. V, S. 1—17), fortælles, at ogsaa Norges Rigsraad skulde have medvirket til Karls Afsættelse og Christierns Valg i Sverige. Det heder nemlig (S. 6): „Thå kom sidan Norges herskap en her i Sverige, och the lyssnade och lögho för enfålloga almoghe och finghe them till hjelp ok fördriffuo thera retta herra Konung Karl, och blindade them dieffulen såra“ o. s. v. Men da Intet forøvrigt vides om en saadan Virksomhed fra norsk Side, har jeg ikke vovet at optage denne Beretning som historisk paalidelig.
