Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/128

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
122

og Fru Elitsa sine Klenodier staaende i Domkirkens Sakristi, men Tydskerne lode sig ikke herved afholde fra Indbrud og Plyndring. Saa droge de til hans Hovedgaard Talgø og bare sig ligedan ad der. Hr. Olafs Tjenere og nogle af hans Børn maatte ilsomt flygte og søge Skovene. Sønnen Axel, som dengang var fire Aar gammel, berettede siden, at de i lang Tid maatte holde sig i Skjul, ja endog lige ud i November friste Livet med Saften af vilde Skovæbler.[1] I denne Egn fortaltes endnu i Slutningen af det sextende Aarhundrede,(1597) et Sagn om Olaf Nilssøn. Talgø Gaard eiedes dengang af Fru Beate Huitfeldt, Rigskantslerens Søster, som fik en Proces med Manden paa Thoug i Ryfylke om en Sæter, hvilken Hr. Olaf, som det paastodes, havde berøvet en tidligere Eier. Under denne Retssag blev det prøvet af gamle Folk, „at de havde hørt af sine Forældre, at der engang havde boet paa Gaarden paa Talgø en Ædelmand, ved Navn Hr. Olaf Nilssøn, der blev slagen i Munkeliv, og at han havde gaaende paa Thougs Mark to Heste, indlaasede udi Fjedre, som han vilde have til Hjelp at undfly med, naar hans Modstandere vilde sætte efter ham.“[2]

Det fulgte af sig selv, at Tydskerne i Bergen snart maatte blive betænkelige ved, hvad de havde gjort, og at de nu vilde give meget for, at det havde været uskeet. Neppe kunde et Riges Høihed, Love og Ære krænkes paa en grovere Maade, end her havde været Tilfældet. Men det var ikke dette, der voldte Tydskerne Bekymring. Kongen var altfor afhængig af Hansestæderne til at kunne optræde med Kraft imod deres Tjenere i Ber-

  1. Dipl. Norv. VII, S. 485. Denne sidste Del af Fortællingen tager sig dog noget underlig ud ved Siden af den Kjendsgjerning, at Moderen, Fru Elitsa, var i Bergen den 30te September.
  2. Norske Samll. I, S. 340.