disse Mærkestene trøstende Veiledere, og det med Flid; thi de ere paa denne Vandring det eneste Spor af Mennesker, man kan vente at træffe; og naar man i nogen Tid ingen saadan Mærkesteen har seet, saa tilintetgjør den næste, man opdager, den opvaagnende Ængstelighed ved det trøstelige Udsagn: „Du er endnu paa ret Vei“.
Min Ledsager gik foran og talte med sin Hest, udrustet med en gammel Bjørne-Rifle, for dermed, ifald Leiligheden tilbød sig, at kunne skyde et Reensdyr[1]. Bag efter fulgte jeg, snart ridende, snart gaaende for at vedligeholde Varmen. I sidste Tilfælde satte Karlen sig op paa min Hest, for at hvile sig ud. Undertiden gik Veien over Bekke eller store Vandsamlinger, der ikke uden stor Omvei kunne undgaaes; og da kastede han sig paa Maven paa Hestens Lænd bag ved Kløven, og det lille Dyr gik nu med vaklende Skridt under den dobbelte Byrde over den stenige og ujævne Bund. Langt hen paa Eftermiddagen traf vi 4—5 Mennesker og nogle Heste, der kom fra den anden Side af Fjeldet. Da det er ligesaa sjeldent for Vandreren her at træffe Mennesker, som for et Skib i rum Sø at opdage en Seiler, saa passerer man ikke forbi, uden at praie hinanden. Den ene var fra Omegnen af Bergen, de øvrige vare hardangerske Handelsmænd; og jeg hørte nu første Gang paa Reisen det bergenske Tungemaal. De gave os den glædelige Efterretning at der ikke var meget Snee paa Fjeldet og at Lougen ikke var større eller stridere, end at vi uden Vanskelighed kunde sætte over den.
Kl. 101⁄2 om Aftenen ankom vi til det Sted, hvor Lougen skal passeres; her ligger paa den nordlige Side af Elven en Fjeldstøl eller Sæterhytte, som om Sommeren er beboet, og hvori vi skulde overnatte. Til vor store Lykke laa Prammen, som Hardangerne havde
- ↑ I Vestfjorddalen gaar Kløvdriveren bag sin Hest, og kjører den med et Par lange Tømmer; paa Fjeldet derimod, hvor enhver har nok med sig selv at bestille, og især ved Opgangen ad Fjeldets Side, hvor Hesten ofte maa trænge sig igjennem Krat og fremragende Grene, og stundom gjøre et Sprang, gaar dette ikke an. Karlen styrer sin Hest ved Formaninger og Trusler, ligesom de engelske Fragtvognskudske. Naar et Reensdyr skydes paa Henreisen over Fjeldet, nedgraves det i Sneen, og afhentes paa Tilbageveien.
