Chicagos fængsel er stort og rummeligt. Der er altid plads for de mange syndens børn. De er underlig disse skarer, som strømmer ind der hver dag. Side om side med den elegante og flotte bedrager drar den fillede, halvnøgne tigger, som sulten har bragt over lovens grænser. Den store, rige mand, der aar efter aar er blet betroet byens tillidshverv, bænkes ved siden af gemene forbrydere og revolverheltene fra baggaderne. Høj og lav, fattig og rig, samles paa dette ulykkens sted, hvor al ulighed ophører, hvor alle menneskelige følelser kun blir til et tungt fortvilelsens suk....
— Det var i 1887 jeg besøgte Chicagos fængsel. Den store anarkistproses havde naaet sin afslutning. Dommen var fældet, og det store folk havde samlet sig i forbøn for de dømte. Fra bus og hytte lød der et raab om
