an har i flere Aar bedt mig om at komme til Danmark og tale om Nordens Fremtid. I det sidste Par Aar har man bedt mig herifra, at jeg skulde komme og tale paa dette minderige Sted om det samme. Hver Gang er jeg bleven forhindret. Jeg var paa Vej at blive hindret iaar igen, for jeg burde jo have været i Norge og fulgt min gamle Ven til Graven. Men jeg sagde mig selv: En Gang til vil jeg ikke narre dem. Ham følger saa mange, at jeg kan undværes, men her kan jeg ikke undværes, for jeg er desværre endnu den eneste, som bærer den Tanke offentlig frem, som jeg kommer med her idag.
Naar vi taler om Nordens Fremtid, saa gaar jeg udifra, at Norden overhovedet skal have en Fremtid, det er, at vor Stamme skal bestaa selvstændig sammen mellem alle de andre. Er det dog ikke forunderligt i en Tid, hvor det siges aabenlyst og gentagende, at
