bud, med drik og anden uterlighed, mod hvilke han ogsaa ivrede.[1]
Ved siden af udryddelsen af de katholske skikke lagde Jens Nilssøn ogsaa vægt paa at faa gjennemført ensartethed i gudstjenestens ordning. Her var der efter reformationen optaget høist forskjellige skikke, og da Jens Nilssøn 1580 var paa sin reise i Danmark, indhentede han i den anledning nærmere raad af Sjælands biskop (pag. XLIV, CVIII seqv.) og har rimeligvis i sin senere virksomhed søgt at indføre en ensartet ordning i overensstemmelse med de raad, som han ved denne leilighed modtog. De spørgsmaal, som han forelagde den danske biskop, vare optegnede af ham efter samraad med provsterne, der saaledes nu optræde som virkelige medhjælpere for sin overordnede.
Endel af disse spørgsmaal angik gudstjenestens ordning, hvorvidt der paa de tre store høitider skulde prædikes paa Latin, hvorledes der skulde forholdes med offeret, om man skulde holde den saakaldte Kristmesse paa Julemorgenen, om naar barnedaaben skulde foretages og om fremgangsmaaden ved denne, samt om den dertil hørende exorcisme, om løse kvinders kirkegang, om skjørlevneres absolution, om alterlys, om hvorledes der skulde forholdes, naar der ikke kunde erholdes vin og oblater tilkjøbs til altergangen, om menigheden skulde reise sig ved afsyngelsen af „troen“, og om fremgangsmaaden ved kvinders kirkegang og ved skriftemaalet. Fremdeles gjaldt et spørgsmaal nødvendigheden af, at presten var tilstede ved trolovelse hjemme i huset.
Af særlig vigtighed er det 15de spørgsmaal, om der skulde holdes en provincialsynode een gang om aaret for Oslo og Hamar stifter, i lighed med hvad der var skik i Danmark. Jens Nilssøn oplyste, at saadanne synoder endnu holdtes paa nogle steder i hans stifter. Peder Madssøn svarede dertil, at det vilde være nyttigt, om der kunde holdes først en almindelig norsk sy-
- ↑ Her maa ogsaa tænkes paa det aabne brev af 30te Juli 1593 til de fem hovedlensmænd i Norge „om kors, signelse, læsning og anden ugudelig og uchristelig handel anrørendes“, der er trykt i Norske rigsregistranter, III, s. 302. Dette giver noget indblik i de overtroiske forestillinger, som næredes af datidens norske almue. Naar mænd som Jens Nilssøn og andre kunde ivre derimod, var det ikke, fordi de ansaa det for taabelig overtro, men fordi de gik ud fra, at de stakkels mennesker, som hengave sig til disse skikke, derved virkelig øvede djævelens gjerning og bleve hans bytte. Det er forskjellen mellem den oplyste og den uoplyste mands standpunkt idet 16de aarhundrede. Maaske troede ingen mere paa hekse end de, som lode dem brænde paa baal.
