er aftrykt, og s. 292). Tilsidst kom lensherrens bekræftelse, svarende til kollatsen for prester.[1] Jens Nilssøn pleiede at formane provsterne og belære dem om deres pligter; en af disse var at føre tilsyn med presternes vandel, navnlig at holde dem fra drukkenskab (s. 261). Naar en provst ikke længere kunde beklæde sin stilling, maatte han henvende sig til bispen for at faa afsked (s. 399, 403). Provsti-inddelingen var paa denne tid neppe aldeles fæstnet (s. 216).
Naar en prest havde faaet et kald, blev han der i regelen til sin dødsdag. Exempler paa, at der er foregaaet forflyttelser, ere overmaade sjeldne. I sit ovenfor meddelte andragende ved herredagen i 1585 har Jens Nilssøn udtalt sig misbilligende om geistlighedens bestræbelser for at skaffe sig nye kald, og allerede i 1580 har han rettet en forespørgsel om samme sag til Sjælands biskop (pag. CXII). Han gjorde dog da en undtagelse for det tilfælde, at presterne fik noget høiere kald og embede end at være sogneprest paa landsbygden. I svaret heder det, at saadant kun bør tilstedes i særegne tilfælde, og da blot med lensherrens og biskopens samtykke.
Den maade, hvorpaa kaldsretten var ordnet, bidrog ikke meget til at hæve det standpunkt af moral og dannelse, hvorpaa den underordnede geistlighed befandt sig. Uagtet skolevæsenet utvivlsomt havde gjort adskillig fremgang, saa lod det dog endnu meget tilbage at ønske, og naar de unge mennesker efter sin udgang fra skolen fremstillede sig som ansøgere, kunde der som
- ↑ Axel Gyldenstjernes bekræftelse for sognepresten til Gran, hr. Torsten Søfrensen, som provst over Hadeland, dat. 23de Novbr. 1594. (Bispearkivet, 2, e, no. 45).
