sat tilstrækkeligt papir for den hele reise, var der bagefter anledning til at hefte flere læg ind i det bøielige omslag. Optegnelserne ere førte under selve reisen og have rimeligvis stadig været holdte à jour. Paa reisen i September 1594 sees det ialfald (s. 294), at beretningen om, hvad der foregik den 10de, maa have været nedskreven, inden de reisende den 26de kom hjem til Oslo. Ellers havde ikke Oluf Børgessøn den 28de behøvet at indkile en notis paa den maade, som han har gjort, i fortællingen om, hvad der skede den 10de. Noget tilsvarende sees s. 283, hvor der til fortællingen om, hvad der foregik paa reisen 4de September 1594, efter hjemkomsten med andet blank er gjort en tilføielse om noget, som samme dag skede i Oslo, og som først da blev fortalt biskopen. Sandsynligvis har det paa reiserne været Oluf Børgessøns sædvanlige aftensgjerning at nedskrive beretningen om, hvad der havde tildraget sig i dagens løb. Der forekommer ogsaa udtryk, som vise, at dette er skeet samme dag, som de beskrevne begivenheder fandt sted (smlgn. f. ex. s. 148 og 436). I denne henseende tale haandskrifterne selv med al ønskelig klarhed. Skriften er overalt god og tydelig, og der er intet, som røber, at nedskriveren har søgt at skaffe sig arbeidet fra haanden med en hurtighed, der var til skade for tydeligheden.
Oluf Børgessøn kan neppe have været andet end Nordmand. Sproget i de nu bevarede haandskrifter peger ialfald paa flere steder i denne retning. Saaledes skriver han navnene Hovedøen Og Hadeland efter den norske udtale (s. 79 og 278). Udtryk som „kaller’en“ (s. 85 – smlgn. s. 210) kunne maaske antyde en født Nordmand;[1] sikkert er dette med „ende i nord“ (s. 323, 340). Muligens har han været fra Hedemarken; det kan pege i den retning, hvad der s. 320 fortælles om en gaard i Romedal: „der boer Christopher Børgerssøn“. Denne kan da maaske have været Olufs broder. Andet end en løs gjætning bliver dog ikke dette. Oluf Børgessøn har formodentlig vedblevet at staa i Jens Nilssøns tjeneste som „dreng“, saalænge denne var biskop. Senere blev han, nogle aar efter Jens Nilssøns død, tolvprest ved St. Halvards kirke i Oslo, kom derfra i 1614 som hjælpeprest til Urskog, hvor han siden blev sogneprest og virkede til sin død, der indtraf 1643.[2]
