Knæ og Veer i alle Lænder, og alles Ansigter ere blussende røde.
12 Hvor er nu Løvernes Blig, Ædepladsen for de unge Løver, der, hvor Løven og Løvinden gik og Løvens Unge, og der var Ingen, som forfærdede dem, —
13 Løven, som sønderrev nok for sine Unger og kvalte for sine Løvinder og fyldte sine Huler med Rov og sine Boliger med det Sønderrevne?
14 Se, jeg vil til dig, siger Herren, Hærskarernes Gud, og jeg vil brænde dine Vigne, saa de gaa op i Røg, og dine unge Løver skal Sverd fortære; og jeg vil udrydde dit Rov af Jorden, og dine Sendebuds Røst skal ikke høres mere.
Ninive, denne af Blod, Løgn og Vold opfyldte Stad, skal ødelægges, 1-7; ligesom No-Amon i Ægypten uagtet al sin Styrke blev ødelagt, saaledes skal ogsaa Ninive uagtet al sin Vælde og Magt falde, til Glæde for alle dem, som høre derom, 8-19.
E Blodstaden, hel og holden fuld af Løgn, af Vold! Aldrig ophører Rov.
2 Knaldende Svøbe og raslende Hjul og jagende Hest og hoppende Vogn,
3 fremstormende Rytter og flammende Sverd og lynende Spyd og Dræbte i Mængde og Dynger af Lig! Der er ingen Ende paa døde Kroppe, man snubler over deres døde Kroppe,
4 for de mangfoldige Horerier af Horen, den yndige Skjønne, Mesterinden i Trolddomskunster, som solgte Folkeslag ved sine Horerier og Slægter ved sine Trolddomskunster.
5 Se, jeg vil til dig, siger Heren, Hærskarernes Gud, og slaa dine Kjortelflige op over dit Ansigt, og jeg vil lade Folkeslag se din Blusel og Riger din Skam,
6 og jeg vil kaste Skarn paa dig og gjøre dig til en Skjændsel og sætte dig til et Skuespil.
7 Og det skal ske, at hver den, som ser dig, skal fly bort fra dig og sige: Ødelagt er Ninive! Hvo vil have Medynk med det? Hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?
8 Mon du er bedre end No-Amon[1], som sad imellem Nilens Strømme med Vand trindt omkring sig, hvis Værn var Hav, hvis Mur var af Hav?
9 Ætiopere i Mængde, og Ægyptere uden Tal, Putæere og Libyere vare dets Hjælp.
10 Ogsaa det gik i Landflygtighed som Fange, ogsaa dets smaa Børn bleve knuste paa alle Gadehjørner, og over dets ærede Mænd kastede man Lod, og alle dets Stormænd bleve bundne med Lænker.
11 Ogsaa du skal vorde drukken, vorde sanseløs; ogsaa du skal søge et Værn imod Fienden.
12 Alle dine Fæstninger ere Figentræer med tidlig modne Figener; rystes de, saa falde de i Munden paa den, som vil æde dem.
13 Se, dit Folk er Kvinder midt i dig; for dine Fiender ere dit Lands Porte vidt opladte; Ild har fortæret dine Bomme.
14 Øs dig Vand for Beleiring, gjør dine Fæstninger stærke, gak i Dyndet og træd i Leret, sæt Teglovn i Stand!
15 Der skal Ild fortære dig, Sverd udrydde dig, fortære dig som Slikkerne[2]; vær kun en Svar Mængde som Slikkerne, en svar Mængde som Græshopperne!
16 Du har gjort dine Kræmmere flere end Himmelens Stjerner; Slikkerne bredte sig ud og fløi bort.
17 Dine Kronede ere som Græshopper, og dine Høvedsmænd som en Græshoppesværm, der leirer sig paa Murene paa Kuldens Dag; Solen gaar op, og de flyve bort, og ei kjendes deres Ted; hvor ere de?
18 Dine Hyrder slumre, Assurs Konge! Dine Ypperlige ligge i Ro; dit Folk er adspredt paa Bjergene, og der er Ingen, som samler det.
19 Der er ingen Lindring for din Skade, ulægeligt er dit Saar. Alle, som høre Tidende om dig, klappe i Hænderne over dig; thi hvem gik ei din Ondskab ud over uden Afladelse?
