kræver, og Dommeren er villig mod Betaling, og den Store udtaler sin Sjæls Lyst, og saa sno de det sammen.
4 Den Bedste af dem er som en Tornebusk, den Oprigtigste værre end en Tornehæk; dine Vægteres Dag[1], din Hjemsøgelse kommer, nu kommer deres Forvirring.
5 Tror ikk paa nogen Ven, sætter ikke Lid til nogen Fortrolig! For hende, der ligger ved din Barm, vogte du din Munds Døre!
6 Thi en Søn foragter sin Fader, en Datter sætter sig op imod sin Moder, en Svigerdatter mod sin Svigermoder; en Mands Husfolk ere hans Fiender.
7 Men jeg vil skue ud efter Herren, bie paa min Frelses Gud; min Gud vil høre mig.
8 Glæd dig ikke over mig, min Modstanderinde! Naar jeg er falden staar jeg op igjen; naar jeg sidder i Mørket, er Herren Lys for mig.
9 Herrens Vrede vil jeg bære, thi jeg har syndet imod ham, — indtil han fører min Sag og skadder min min Ret; han skal føre mig ud til Lyset, jeg skal se med Lyst paa hans Retfærdighed.
10 Og min Modstanderinde se det, og Skam bedække hende, som siger til: Hvor er han, Herren, din Gud? Mine Øine skulle se med Lyst paa hende; — nu skal hun blive nedtraadt som Skarn paa Gader.
11 Der kommer en Dag, da man skal opbyge dine Mure; den Dag skal Grænsen blive fjern[2].
12 Det er en Dag, da man skal komme til dig lige fra Assur og Ægyptens Stæder og lige fra Ægypten og indtil Floden og fra Hav til Hav og fra Bjerg til Bjerg[3].
13 Men Landet skal[4] vorde øde for sine Indbyggeres Skyld, for deres Idrætters Skyld.
14 Vogt dit Folk med din Stav, din Arvs Hjord, som bor for sig selv i en Skov midt paa Karmel! Lad dem græsse i Basan og Gilead, som i gamle Dage!
15 Som i de Dage, da du drog ud af Ægyptens Land, vil jeg lade dig se underlige Ting.
16 Hedningefolk skulle se det og skamme sig ved al sin Vælde; de skulle lægge Haand paa Mund, deres Øren skulle blive døve.
17 De skulle slikke Støv som Slangen; som Jordens Kryb skulle de gaa bævende frem af sine Borge: til Herren, vor Gud, skulle de skjælvende komme og frygte for dig.
18 Hvo er en Gud som du, en Gud, der borttager Misgjerning og gaar Overtrædelse forbi for det, som er tilovers af hans Arv? Han holder ikke evindelig fast ved sin Vrede, thi han har Lyst til Miskundhed.
19 Han skal igjen forbarme sig over os, hans skal træde vore Misgjerninger under Fødder. Du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb.
20 Du skal vise Jakob Trofasthed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra fordums Dage.
Herren, den nidkjære Gud, som, skjønt han er langmodig, dog ikke lader den Skydlige ustraffet, han, den Almægtige, som Ingen kan odstaa, vil ganske ødelægge Ninive, den Stad, af hvilken hans og hans Folks Fiender ere udgagne, 1-11. Hvor stærke og talrige Assyrerne monne være, vil Herren dog befri sit Folk fra deres Aag og tilintetgjøre baade deres Afgudsbilleder og deres Konge, 12-14.
