redemig; fra Dødsrigets Skjød skreg jeg, du hørte min Røst.
4 Du kastede mig i Dybet, midt i Havet, og Vandstrømme omgave mig; alle dine Brændinger og dine Bølger gik over mig.
5 Og jeg sagde: Jeg er udstødt fra dine Øine. Dog skal jeg atter skue hen til dit hellige Tempel.
6 Vande omsluttede mig indtil Sjælen, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved,
7 til Bjergenes Grunde sank jeg ned, Jordens Bomme vare lukkede efter mig for evigt. Men du førte mit Liv op af Graven, Herre, min Gud!
8 Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg Herren i Hu, og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel.
9 De, som tage Vare paa forfængelige Afguder, de forlade sin Miskundhed[1].
10 Men jeg vil ofre til dig med Taksigelses Røst; hvad jeg har lovet, vil jeg betale; Frelse hører Herren til.
11 Og Herren bød Fisken, og den udspyede Jonas paa det tørre Land.
Herren byder paany Jonas at prædike for Ninive; Profeten adlyder og forkynder Staden, at den inden 40 Dage skal gaa under, 1-4. Niniviterne tro paa Gud og omvende sig til ham i Haab om at undgaa Undergangen, 5-9, hvorefter Herren skaaner Staden, 10.
G Herrens Ord kom anden Gang til Jonas, saalydende:
2 Staa op, gaa til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Prædiken, som jeg vil tale til dig!
3 Og Jonas stod op og gik til Ninive efter Herrens Ord. Og Ninive var en stor Stad for Gud, tre Dages Gang.
4 Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og han raabte og sagde: Endnu firti Dage, saa skal Ninive blive omstyrtet.
5 Og Ninives Mænd troede paa Gud, og de udraabte en Faste og iførte sig Sæk, baade Store og Smaa.
6 Da Sagen kom for Ninives Konge, stod han op fra sin Trone og lagde sin Kappe af sig og svøbte Sæk om sig og satte sig i Asken.
7 Og han lod udraabe og sige i Ninive: Efter Kongens og hans Stores Befaling: Mennesker og Dyr, stort Kvæg og smaat Kvæg, maa ikke smage Noget, ikke nyde Føde og ikke drikke Vand!
8 Men de skulle svøbes i Sæk, Mennesker med Dyr, og de skulle raabe til Gud med Kraft og vende om, hver fra sin onde Vei og fra den Vold, som hænger ved deres Hænder.
9 Hvem ved? Gud turde vende om og angre det, vende om fra sin brændende Vrede, saa vi ikke forgaa.
10 Da saa Gud deres Gjerninger, at de vare vendte om fra sin onde Vei, og Gud angrede det Onde, han havde talt om at gjøre dem, og han gjorde det ikke.
Jonas er vred over, at Herren sparer Ninive, beder ham mismodig om at lade ham dø og bliver herfor tilrettevist af ham, 1-4. Herren vil yderligere vise Profeten, hvor urigtig hans Færd er. Han lader derfor et Træ opvokse, som beskytter ham mod Solens Hede og opfylder hans Hjerte med Glæde, men lader det derefter igjen henvisne, saa han vansmægter. Da nu Jonas bliver mismodig herover og atter ønsker sig Døden, foreholder Herren ham, hvor ubilligt det er, at han, der ynkes over et forgjængeligt Træ, hvormed han ingen Møie har havt, er vred, fordi Gud ynkes over en Stad, som er fuld af hans Skabninger 5-11.
G det gjorde Jonas saare ondt, og hans Vrede optændtes.
2 Og han bad til Herren og sagde: Ak, Herre! Var det ikke dette, jeg sagde, da jeg endnu var i mit Land? Derfor flyede jeg forinden til Tarsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og rig paa Miskundhed og angrer det Onde.
3 Og nu, Herre, tag dog min Sjæl fra mig! Thi det er mig bedre at dø end at leve.
4 Men Herren sgade: Er det medrette, din Vrede er optændt?
5 Og Jonas var gaaet ut af Staden og havde sat sig østenfor Staden; og han havde der gjort sig en Løvhytte og sad under den i Skyggen, indtil han kunde se, hvad der skulde ske med Staden.
- ↑ sin miskundelige Gud; Ps. 144, 2.
