16 Og han førte alt Godset tilbage; ogsaa Lot, sin Frænde, og hans Gods førte han tilbage, ligesom ogsaa Kvinderne og Folket.
17 Og KOngen i Sodoma gik ham imøde, da han vendte tilbage efter at have slaaet Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, til Schave Dal, det er Kongedalen.
18 Og Melkisedek, Kongen i Salem, bragte Brød og Vin ud; og han var den høieste Guds Prest.
19 Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram af den høieste Gud, som eier Himmel og Jord!
20 Og lovet være den høieste Gud, som har givet dine Fiender i din Haand! Og Abram gav ham Tiende af Alt.
21 Og Kongen i Sodoma sagde til Abram: Giv mig Folkene, og tag du Godset!
22 Men Abram sagde til Kongen i Sodoma: Jeg opløfter min Haand til Herren, den høieste Gud, som eier Himmel og Jord,
23 at jeg end ikke vil tage en Traad eller en Skorem af Alt, hvad dit er, forat du ikke skal sige: Jeg har gjort Abram rig.
24 Jeg vil Intet have; kun hvad de unge Karle have fortæret, og de Mænds Del, som droge med mig, Aner, Eskol og Mamre, lad dem tage sin Del!
Gud lover Abram at give ham en Søn og en saare talrig Afkom; Abram tror, og Gud regner ham det til Retfærdighed, 1-6. Gud stadfæster ved at slutte en Pakt med ham sit Løfte om at give hans Afkom Kana’ans Land, 7-21.
FTER disse Begivenheder skede Herrens Ord til Abram i et Syn saaledes: Frygt ikke, Abram! Jeg er dit Skjold; din Løn skal være meget stor.
2 Og Abram sagde: Herre, herre, hvad vil du give mig? Jeg vandrer jo hen barnløs, og den, som skal tage mit Hus i Eie, er Elieser fra Damaskus.
3 Og Abram sagde fremdeles: Se, mig har du ikke givet nogen Afkom, og se, den Tjener, som er født i mit Hus, skal arve mig.
4 Og se, Herrens Ord skede til ham saaledes: Denne skal ikke arve dig, men den, som skal udgaa af dit Liv, han skal arve dig.
5 Og han førte ham udenfor og sagde: Se dog op til Himmelen og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem! Og han sagde til ham: Saa skal din Afkom vorde.
6 Og han troede paa Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7 Og han sagde til ham: Jeg er Herren, som førte dig ud fra Kaldæernes Ur for at give dig dette Land til Eie.
8 Da sagde han: Herre, Herre, hvorpaa skal jeg kjende, at jeg skal eie det?
9 Og han sagde til ham: Tag mig en treaarsgammel Kvige og en treaarsgammel Gjed og en treaarsgammel Væder og en Turteldue og en Dueunge.
10 Og han tog alle disse og skar dem midt over og lagde det ene Stykke af hvert Dyr lige overfor det andet; men Fuglene skar han ikke over.
11 Da fore Rovfugle ned paa de døde Kroppe, men Abram jog dem bort.
12 Og da Solen var nær ved at gaa ned, og en dyb Søvn var falden over Abram, se, sa faldt Forfærdelse, stort Mørke over ham.
13 Da sagde han til Abram: Du skal vide, at din Afkom skal bo som Fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle trælle for dem[1], og de[2] skulle plage dem i fire hundrede Aar.
14 Men jeg vil ogsaa dømme det Folk, som de skulle trælle for; og derefter skulle de drage ud med meget Gods.
15 Og du skal gaa ind til dine Fædre i Fred, du skal blive begraven i en god Alderdom.
16 Og i den fjerde Slægt skulle de komme hid igjen; thi Amoriternes Ondskab er endnu ikke fuldkommet.
17 Og da Solen var gaaet ned, og der var et tykt Mørke, se, da var der en rygende Ovn og et Ildblus, som for hen mellem disse Stykker.
18 Paa denne Dag sluttede Herren en Pakt med Abram og sagde: Din
