Gud befaler Abram at forlade sit Land og sin Slægt og giver ham store Forjættelser, 1-8. Abram adlyder Guds Befaling og kommer til Kana’an, hvor han vandrer om, 4-9. Paa Grund af en Hungersnød drager han til Ægypten, hvor hans Hustru tages fra ham, men gives ham tilbage, 10-20.
G Herren sagde til Abram: Gaa ud fra dit Land og fra din Slægt og fra din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig!
2 Og jeg vil gjøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gjøre dit Navn stort; og vær Velsignelse!
3 Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og alle Jordens Slægter skulle velsignes i dig.
4 Og Abram gik, ligesom Herren havde talt til ham, og Lot gik med ham; og Abram var fem og sytti Aar gammel, da han drog ud fra Charan.
5 Og Abram tog Saraj, sin Hustru, og Lot, sin Brodersøn, og al deres Eiendom, som de havde erhvervet sig, og de Folk, som de havde skaffet sig i Charan; og de droge ud for at reise til Kana’ans Land, og de kom til Kana’ans Land.
6 Og Abram drog igjennem Landet til Stedet Sikem, til Mores Terebintelund; og Kananiterne vare da i Landet.
7 Og Herren aabenbarede sig for Abram og sagde: Din Afkom vil jeg give dette Land. Og han byggede der et Alter for Herren, som havde aabenbaret sig for ham.
8 Og han brød op derfra til Bjerglandet østenfor Betel og opslog sit Telt med Betel i Vest of Aj i Øst; og han byggede der et Alter for Herren og paakaldte Herrens Navn.
9 Og Abram drog efterhaanden videre til Sydlandet[1].
10 Og der blev en Hunger i Landet; og Abram drog ned til Ægypten for at opholde sig der, thi Hungeren var svar i Landet.
11 Og det skede, da han nærmede sig Ægypten, sagde han til Saraj, sin Hustru: Se, jeg ved, at du er en Kvinde, deilig at se til.
12 Og det vil ske, naar Ægypterne se dig, saa ville de sige: Denne er hans Hustru. Og de ville slaa mig ihjel og lade dig leve.
13 Sig dog, at du er min Søster, forat det kan gaa mig vel og mit Liv bliver bevaret for din Skyld!
14 Og det skede, da Abram kom til Ægypten, da saa Ægypterne, at Kvinden var meget deilig.
15 Og Faraos Øverster saa hende og roste hende for Farao, og Kvinden blev hentet til Faraos Hus.
16 Og han gjorde Abram Godt for hendes Skyld, og han fik smaat Kvæg og stort Kvæg og Asener og Trælle og Trælkvinder og Aseninder og Kameler.
{{vers|12|17}Men Herren slog Farao og hans Hus med store Plager for Sarajs, Abrams Hustrues, Skyld.
18 Da kaldte Farao Abram til sig og sagde: Hvad er det, du har gjort imod mig? Hvorfor gav du mig ikke tilkjende, at hun er din Hustru?
19 Hvorfor sagde du: Hun er min Søster, saa jeg tog mig hende til Hustru? Og nu, se, der er din Hustru, tag hende og gaa!
20 Og Farao gav nogle Mænd Befaling om ham, og de fulgte ham og hans Hustru og alt det, han havde, paa Veien.
Abram og Lot komme tilbage til Betel, 1-4. Paa Grund af en Trætte, som opstaar mellem deres Hyrder, skilles de ad, og Lot drager til Sodoma, 5-13. Gud stadfæster sine Forjættelseer til Abram, som drager til Hebron, 14-18.
G Abram drog op fra Ægypten til Sydlandet, han og hans Hustru og alt det, han havde, og Lot med ham.
2 Og Abram var meget rig paa Kvæg, paa Sølv og paa Guld.
3 Og han drog i Dagsreiser fra Sydlandet og indtil Betel, indtil det Sted, hvor hans Telt havde Været i Begyndelsen, mellem Betel og Aj,
4 til det Sted, hvor det Alter var, som han der havde bygget første Gang; og Abram paakaldte der Herrens Navn.
5 Men ogsaa Lot, som drog med Abram, havde smaat Kvæg og stort Kvæg og Telte.
6 Og Landet kunde ikke bære dem, saa de kunde bo sammen; thi deres Eiendom var stor, saa de ikke kunde bo sammen.
- ↑ d. e. den sydlige Del af Kana’an.
