55 ning; thi idet Kjortelen blev trukken af ham, fandt han Lejlighed til at slippe væk og løb som en Afsindig ned til Skibene, for at advare Biskopen Han slap ombord og fortalte der, hvilken Fare der ventede ham, hvis han kom iland. Til Vidnesbyrd om, at han ikke for med Løgn, kunde han vise Biskopen et Skudsaar i Foden, som han havde faaet paa sin Flugt, og hvorom han sagde, at det var ligere til at være en Sending fra Birkebejnerne end fra Munke Bifkopen, som med Rejdar Sendemand og mange andre netop stod færdig til at gaa i Vandene og ro til Land for at gaa i Messen, lod nu dette være, og Sverres Plan om en Overrumpling var’der- med tilintetgjort. Han drog derfor, strax han mærked.e, at hans List var røbet, tilbage ind til Byeu. Imidlertid vare Baglerne ved denne Begivenhed blevne endnu mere forsigtige; de trak i den føl- gende Tid mange Forstærkninger til sig fra Herederne omkring Byen, og derimellem ikke faa Folk, som tidligere havde staaet paa Birkebejnernes Side, men nu dels frivillig, dels nødtvungne, sluttede sig til Baglerne. Der var ogsaa stadig den hele Sommer udover forskjellige Kampe, om hvilke dog ikke Sagaskriveren har berettet de nærmere Detaljer. Paa Grund af to ftendtlige Partiers stadige Nærværelse i Bergen, som derved blev Skuepladsen for alle Aarets mærkeligere Begivenheden har denne Sommer faaet Navn af Bergens Som- mer. Den har i Byens Historie erhvervet sig en sørgelig Navn- kundighed ved den store Ødelæggelse, som fandt Sted i dens senere Del, da Biskop Nikolas, som saa, at han ikke paa nogen anden Maade kunde komme Sverre tillivs, besluttede sig til at stikle Ild paa Byen og virkelig udførte denne Plan. Skjønt det unegtelig fra hans og Baglernes Side maatte være en væsentlig Fordel at be- røve Fienderne det Tilhold, som disse havde i Bergen, var imid- lerti det saadant Foretagende langtfra klogt beregnet, forsaavidt det allerede paa Forhaand maatte kunne indsees, at det vilde fremkalde en almindelig Forbitrelse mod Baglerne mellem Borgerne i den By, som blev det uskyldige Offer for Biskopens uforsonlige Had mod Sverre og hans Parti, og drive disse, der hidtil havde været mere lunkne, til afgjørende at kaste sig over i Birkebejnernes Arme og hos dem trende et voldsomt Had mod dem, der forestod og udførte en Gjer- ning af denne Beskaffenhed Dette maatte saa meget være at for- udse, som det ikke var Biskopens og hans Venners Hensigt at nøjes med en forbigaaende Ødelæggelse af Byen, som atter kunde tillades at rejse sig af sin Aste, naar Faren for Sverre var over, men at lægge den øde for bes’tandig. I sit brændende Had mod Sverre
