42 ben og paa sine Aaret, da de vilde komme til at behøve disse, baade hvis de sejrede og hvis de bleve flagne. Imidlertid kom Angtebet ikke saaledes, som Sverre havde tænkt sig det, til at foregaa fra hans Side. Thi da det Palmesøndags Morgen gryede ad Dag, kom Oskjeggernes Skibe roende ud af Vaagen, hvor de havde ligget Natten over uden at tjelde. Skibene vare, som Halkell Jonssøn havde foreflaaet, forenede med Touge, baade ved For- og Bagstavnen, og roede frem jævnsides for at opsøge Sverre. De havde ikke ventet at træffe denne og hans Skibe saa nær ved den Plads, som de selv havde indtaget Natten over, og idet de derfor fik se Fienden ro lige ind paa dem, opløftende Hærskrig, bleve de aldeles forfærdede og søgte at indtage den Stilling, som forud var bestemt For at udføre dette, forsøgte de at trække Skibene sammen ved Hjælp af Tougene; men derved tornede disse mod hverandre med en saadan Voldsomhed, at Aarer-ne bleve sønder-slagne. Imid- lertid fik de dog Skibene halet sammen, saaledes at det ene laa bundet helt op ved Siden af det andet, og den egentlige Kamp tog dermed strax efter sin Begyndelse Oskjeggernes Angreb var over- maade heftigt; men Birkebejnerne fulgte paa sin Side de Vink, Sverre i Forvejen havde givet dem, og nøjedes med at dække sig og af og til drille sine Fiender ved forstilte Anfald. Det var, som det siges i Sagaen, let at se af den Færdighed, hvormed de gik tilverks, at de vare vante ved den Slags Arbejde “ Omsider begyndte Øskjeggerne at udmattes ved dette Angreb, og Skudkampens Heftighed aftog efterhaanden. Da var det Ose- blik kommet, hvorpaa Kong Sverre tidligere havde ventet, og han talte atter til sine Mænd, at nu skulde de gribe sine Vaaben og vise sig som Birkebejner. De fulgte denne Opfordring, rejste sig under sine Skjolde og foretage et meget voldsomt Angreb, hvor- under nogle kastede, andre hug med sine Sværd. De fandt imid- lertid en varm Modtagelse, idet det viste sig, som ogsaa Sverre tid- ligere havde befrygtet, at Øskjeggerne havde en væsentlig Fordel deri, at deres Skibe vare saa meget højere. Disse fik endog haget sine Stavnljaaer fast i Kongens eget Skib, i hvilket de derpaa kom ombord, dræbte Stavnboerne, toge Sverres Mærke, Sejerfluen, og ryddede Dækket næsten helt frem til Maften. Længere kom de imidlertid ikke; thi Sverre opmuntrede paa Ny sine Mænd, og for deres Angreb maatte Oskjeggerne atter vige tilbage til sine egne Skide. Paa lignende Maade var det ogsaa gaaet med flere af Birkebejn- ernes øvrige Skuder, af hvilke nogle endog vare blevne fuldstæn- dig ryddede, og det saa saaledes langtfra lovende ud for dem. De
