469 droge til Østlandet for at forsvare Grænsen Naar disse samme Tropper atter vendte tilbage, bleve de sejrede ved store Tilstel- ninger, hvorved man vidste at forene baade de religiøse og de rent materielle Hensyn. I 1812, da Efterretningen om „Najadens“ Tab havde vakt almindelig Landesorg, holdt man iBergen lignende Tilstelninger, hvor der paa forskjellige Maader skasfedes Penge til- veje til Fordel for dem, som ved denne Lejlighed havde tabt sine Forsørgere. Disse festlige Sammenkomster vare Lyspunkter midt under de sørgelige Udsigter, som ellers vare de mest fremherskende, og bi- droge vel heller ikke saa lidet til at holde Modet oppe hos mange, navnlig gjennem den Anledning, som derved srembødes til at samle den hele Befolkning i fædrelandsk Begejstring. Tidernes Tryk blev iBergen, som i det øvrige Norge, mere og mere pinligt, efter hvert som Aarene gik uden at bringe Fred, og Krigen, som om den blot havde været af kortere Varighed, ikke vilde have været andet end en Qpmuntring til Forsigtighed, blev nu en haard Prøve paa det hele Folks Evne til at bringe Ofte for sit Fædreland. Jo længere den engelske Blokade varede, desto vanskeligere blev det at skaffe Næringsmidler i et Land, der som det vestenfjeldske aldrig kunde brødsøde sig selv, og da saa Aaret 1812 kom, syntes Ulykken at have naaet sit Toppunkt. Man maatte gribe til forskjellige For- holdsregler for at forebygge, at det forhaandenværende Forraad af Fødevarer skulde slippe op, inden Høsten 1813 atter kunde have fyldt de tomme Lader, og Regjeringen virkede utrættelig med at belære Folket om, hvad der kunde anvendes imod den truende Mangel og de Sygdomme, der kunde opstaa ved de uvante Spiser. Tilsidst maatte der endog indføres de samme Forholdsregler, som i belejrede Stæder, for at Kornforraadet kunde holde ud, saalænge som muligt, ligesom der fra de lokale Autoriteters Side sørgedes for at afhjælpe den Trang, som maatte forudsees at blive en uundgaaelig Følge af den herskende Arbejdsløshed. Af megen Betydning blev under disse beklagelige Forhold den bekjendte Forordning af 5 Januar 1813, der reducerede Pengenes Værdi og derigjennem gjorde den almindelige Dyrtid og Forvir- ring endnu mere følelig. For Bergen stillede denne Forordnings Følger sig endnu værre, end for det øvrige Land, idet den i en ganske betydelig Grad reducerede Nordlandsgjælden. Men det gjaldt om ikke at forsage, ligesom der under de daværende politiske For- hold aabnede sig endnu værre Udsigter for Nordlandshandelens gamle Hovedstad. J de store Magters Raad var der nemlig Tale
