454 og Bønderne vedbleve med sin Paastand om, at den rette For- ordning om Extraskatten blev holdt hemmelig. En gammel Mand, som var med, gik i sin Forbitrelse saa oidt, at han skjældte Stift- amtmanden ud for en Kongens Tyv, og da saa denne vilde trække sin Kaarde, fik han et Slag i Ansigtet af Ole Svindal, hvis ene Finger derved kom ind i Stiftamtmandens Mund. Tjeneren, som under hele dette Optrin havde været tilstede, kom nu sin Herre til Hjælp, men fik ham dog ikke løs, forinden han var reven tilblods i Ansigtet. Øjeblikkelig, de øvrige Bønder saa dette, kastede de sig alle over ham og sloge Hat og Paryk af ham, medens Klæderne bleve oprevne lige til Skjorten og hans Dannebrogsbaand traadt under Fødder. Det lykkedes dog atter Tjeneren at rive ham bort fra sine Plageaander og faa ham ind i et andet Værelse, hvor han ogsaa bagefter skaffede ham Hat og Paryk igjen. Stiftamt- manden gik efter dette ned i sin Have, medens Bønderne bleve staaende i Forstuen. Imidlertid trængte mange Bønder sig gjen- nem Porten ind i Gaardsrummet, hvorfra de kom op i Værelserne og der overalt søgte efter Stiftamtmanden. Tilsidst opdagede de, at han var i Haven, og stormede da derned, hvor de paany om- ringede ham og spurgte efter den saa meget omtalte „rette For- ordning“, hvis Tilværelse han imidlertid benegtede. Da Bønderne ikke vilde lade sig rokke fra sin Indbildning, tjente denne hans Negtelse kun til yderligere at opirre dem, saa at de nu gik til per- sonlige Fornærmelser og Haandgribeligheder. Stiftamtmanden blev atter greben og gjennem Gaarden slæbt ud paa Raadstue-Almen- ningen, hvor ikke alene en stor Skare Bønder, men ogsaa mange af Byens Pøbel havde forsamlet sig. Da Stiftamtmanden saa alle disse, frygtede han, som rimeligt kunde være, for Voldsomheder og raabte derfor, at skjønt han ikke kunde vise dem den Forordning, som de fordrede at se, da den aldeles ikke fandtes, vilde han gjøre det eneste, der stod i hans Magt, nemlig at lade dem faa de be- talte Penge tilbage. Efter dette slap den ulykkelige Stiftamtmand forsaavidt løs, at han kunde komme tilbage til sit Hus-; men den en Gang op- hidsede Almue var ikke derfor tilsinds at slaa sig uden videre til- taals. Den fulgte ham i Hælene, og enkelte raabte endog, at de vilde se hans Hjerteblod, hvis de ikke fik Extraskatten tilbage. Da Stiftamtmanden nu maatte sorestille dem, at han umulig samme Dag kunde udbetale dem Pengene, da disse stode paa Fæstningen, begyndte Almuen atter at indtage en truende Holdning, hvorfor Stistamtmanden, som atter saa sit Hus oversyldt af Bønderne,
