389 det bebyggede Nordnes skaanedes –- paa et Par Undtagelser nær – ikke noget Hus undtagen de, der vare byggede nærmest opunder Frederiksbergs Mure. En Tid saa det ogsaa ud, som om Ilden skulde angribe disse, og hvis dette var skeet, er det ikke let at sige, hvilke Ødelæggelfer deraf kunde været blevet Følgen, da der paa dette Fort opbevaredes betydelige Krudforraad. Imidlertid lykkedes det at redde dette Strøg og dermed ogsaa Frederiksberg bl. a. ved Proviantforvalter Lau’s ihærdige Anstrengelser. Først Natten til Søndag lykkedes det at stanse Ilden, da der udenfor Torvet og Torne-Almenningen ikke var mere igjen at fortære for det ødelæg- gende Element. Men da skulle ogsaa næsten 1000 private Huse foruden en Mængde Søboder og Pakhuse, tilligemed Nykirken, Toldboden og St. Pauls Kirke have ligget i Aske. Ialt skal der idenne Brand være ødelagt omtrent 1,500 Bygninger, og dette var saa meget mere føleligt, som den nedbrændte Del af Byen i det hele var den bedst bebyggede og den, hvori de mest formuende Indbyggere vare bosiddende. Derfor heder det ogsaa i en osfieiel Beretning om Ulykken, „at man neppe af Byen kan regne mere end en Trediepart at være i Behold“ !). . Den Forvirring i alle Forhold, som ved en saadan Leilighed stedse er uundgaaelig, udeblev heller ikke efter denne Brand, men der synes dog fra Øvrighedens og Magistratens Side at have været truffet ganske hensigtsmæssige Foranstaltninger til at afhjælpe Ulykkens værste Følger, og navnlig maa det erkjendes, at Stift- amtmand Cicignon derved indlagde sig Fortjenester Ogsaa fra Regjeringens Side blev der gjort meget, bl. a. ved at stille temme- lig betydelige Pengesummer til Raadighed ved Opførelsen af de afdrændte Bygninger og Udvidelsen af Almenningerne. Saaledes blev det ved kgl. Resolutioner af 12 April og 26 Juni 1757 og 1 Mai 1758 tilladt at tage 10,o00 Rdl. aarlig i sex Aar af Byens egne Konsumtionsintrader for at anvende dem i dette Øjemed. Det gik imidlertid tiltrods for denne anselige Understøttelse temmelig smaat med Arbejdet, og først i 1764 blev der aflagt Regnskab for Pengenes Anvendelse. Af de nedbrændte offentlige Bygninger blev St. Paals Kirke aldrig gjenopført, hvorimod Toldboden og Ny- kirken rejste sig af sin Aske i en meget prægtigere Skikkelse Told- boden blev nu opmuret af Sten lige fra Grunden af, fornemlig i Løbet af 1760 og 1761, og fik en Længde af 62 Alen med en “) Hovedsagelig efter Dokumenter i Rigsarkivet
