24S den hele Handel i Stæderne, kun bidrog til at ftanse al saadan Virksomhed i Landdistrikterne, uden at kunne opelske en indfødt og uafhængig Borgerstand i Stæderne. Saaledes gjentoges i 1420 de ældre Bestemmelser om, hvad den skulde eje, der vilde fare om paa Handelsfærd (S. 158), og i 1490 blev det endog forbudt Alnu1en at drive andet end indenrigsk Handel og kun med smaa Baade.!) Det sidste Forbud maa have været knusende for de ubetydelige Rester, der paa den Tid endnu kunde være igjen af norsk Skibsfart, og om det end efter sin Mening kunde være godt, blev det dog øde- læggende i sine Følger. At samtidig al Handel paa Landet blev forbudt, kunde ikke hindre Hanseaterne fra fremdeles at drive denne, som de endog fik udstrakt til Rigets nordlige Ggne, hvilket ellers ikke var tilladt for Udlændinge. Efter Fribrevet af 1294 var det dem saaledes forbudt at sejle nordenfor Bergen, og dette skulde og- saa senere hen gjælde. Denne Bestemmelse og de senere i 1302, 1340 og 1372 udstedte Forbud hindrede imidlertid ikke de hanseatiske Kjøbmænd fra efterhaanden at tilrive sig Nordlandshandelen, og uagtet det i 14442) blev bestemt, at ingen Nordmand, som kom til Bergen, skulde opskibe sine Varer uden i de norske Kjøbmænds Huse, synes dette ialfald ikke at have fremkaldt nogen varig Forandring i de Forhold, som en Gang havde dannet sig. De Nordlændinger, som kom til Bergen, vare allerede i de tydske Kjøbmænds Magt og altfor gjældbundne til at kunne rive sig løs. Det hjalp da heller ikke noget, at der samtidig blev truffet Bestemmelser til at fremkalde en mere almindelig Afbetaltng af Gjælden, og de Nordlændinger eller andre Bønder, som en Gang vare komne i Gjældsforhold til en udenlandsk Kjøbmand, vedbleve fremdeles at staa i dette. Tyd- skerne tale derfor oftere i Breve fra denne Tid ligefrem om „sine Nordfarere“.s) For øvrigt var der omtrent samtidig med Kontorets første Opkomst foretaget en indgribende Forandring med Bestyrelsen af Rigets nordlige Dele tillige med dets Skatlande, Finmarken, Jsland, Grønland og de skotske Øer, idet disse, som tidligere havde ligget under Bergens Fehirdsle, nu henlagdes til „Kongens Fadebur.“ Som en Følge deraf skulde heller ikke de af disse Egne, for den største Del in nntutn flydende Indkomster nødvendig bringes til
–
!) 1)ip1. Nor-v. 1I, No. 663 –og 963. 2) 1)jp1. Nor-v. VIlI, No. 324. Norges gamle Love, III, S. 134, 170 og 1S1. s) Hansische Geschichtsblätter 1874, S. 72. 1)ipl. Nor-v.V1l, No. 434 og V11, No. 480.
