“189 Grund for denne Udvikling, som nu ikke nærmere kunne paavises; dog synes det, som om derved en væsentlig Vægt netop maa lægges paa den Forskjel, der var mellem de norske og de svenske Kom- munalforfatninger. Dette viste sig fornemligiBergen, hvor der s. Ex. maaske ikke en Gang skal kunne paavises noget tyst Medlem af Raadet mellem de mange saadanne, som til forskjellige Tider af Middelalderen forekomme i Kilderne. Den isolerede Stillin9, som de tydske Kjøbmænd paa denne Maade kom til at indtage i Bergen, hvor de kun nødig blandede sig med de indfødte Bymænd, kan forsaavidt betragtes som ganske heldig, som det bidrog til meget længe at holde disses Samfund rent for fremmede Elementer. Men det maa dog beklages, at Udviklingen blev tvungen ind i denne Retning, idet den store merkantile Dygtighed, hvoraf mange af de fremmede Kjøbmænd maa have været i Besiddelse, derigjennem blev bevaret for den norske Handels farligste Rivaler. Saafremt derimod Tydskerne havde fundet sig i at smelte sammen med de indfødte, vilde det tilsidst have været til Norges Fordel, at et fremmed Element paa denne Maade trængte ind. Dette forstodes meget vel og blev en Hovedaarsag til den Kraft, hvormed Tydskerne optraadte i denne Sag. Efterat de, som tidligere er omtalt, havde opnaaet væsentlige Friheder for dem, som kun kom til de norske Stæder for Sommeren, og som vi med et Navn, der egentlig er laant fra det tydske Faktori i Novgorod, have kaldt „Sommerfarere,“ har det neppe undgaaet deres Opmærksomhed, at dette endog kunde betragtes som stiltiende Indrømmelser fra tydsk Side af, at Vintersidderne fremdeles skulde behandles efter de norske Love og stode aldeles udenfor de Friheder, som for øvrigt vare tilstaaede deres Landsmænd Men de lode sig ikke forstyrre herafi sine Planer, og uagtet det allerede i 1282 var forsøgt at holde deres Omsiggriben i Tømme, fortsatte de nu uden noget Hensyn paa den samme Maade. Ligesom Vintersidderne selv oprindelig kun havde støttet sig til en hævdvunden Sædvane, forsøgte de nu ved stadige Qvertrædelser af de gjældende Lovbud at skaffe sig Hævd for, at de ogsaa havde Ret til at sætte sig udover disse, og samtidig dermed unddrage sig for den norske Bybefolknings forskjellige Pligter. Følgen heraf blev en fortsat Række af Sammen- stød med de norske verdslige og gejstlige Auktoriteter, som derunder af og til virkelig optraadte med en Krast, som tidligere maaske havde kunnet virke, men nu viste sig frugtesløs. Hvor kort Tid der hengik, forinden de tydske Kjøbmænd paa ny begyndte at gjøre Overgreb udenfor de ved Fribrevene optrukne Grænser for deres Handelsrettigheder, fremgaar deraf, at det alle-
