— Kansje har du ret, sier jei sagte og ser inn i de
elskede øjnene hennes — det er virkeli lissom litt
stillere inni mei iaften, enn ellers naar jei er hos
dei... i formiddag, da jei fik det breve dit var det
som der knakk noe inni mei og det ble me ét saa
døtt og stille derinne — der er lissom noe igjen a det
endda... Gud hvor jei ikke trodde at du noen sinne
gadde vært gla i mei!...
— Men du! sier hun og ser paa mei me et sejerssikkert smil — jei skal nok faa dei til aa bli lissaa gla i mei som før!
— Tror du? svarer jei leende og trykker henne inntil mei.
— Ja!... ja det tror jei du, svarer hun sagte og læner sei vellysti tilbake i min arm me lukkete øjne — nakken kastet tilbake og halsen op...
og jei bedækker den hvite dejlie hals me masser af forte smaa brænnende kyss, saa hun synker mere og mere bâkover — indtil jei pludseli maa rejse henne ivejre me et rykk for at vi ikke skal vippe bâklænds ut i vanne begge to.
— Du! sier hun saa me et lite smerteli-sanseli smil og lægger armene om halsen paa mei og ser paa mei me ømme slørete øjne — hvor jei liker gott de smaa korte haâre kyssene dine!... saan er det bare dei som kysser!
— Er det det, du? hvisker jei betat og trykker henne intil mei, og kysser henne igjen en mængde smaa kyss bortover halsen... og lægger saa me et
