jei ikke — og igjen bæver vellysten igjennem mei i takt me pulsens slag...
Og igjen kommer den nye forfærdelie tørst efter henne fordi hun ikke har vært me, og jei lægger i fortærende længsel efter henne haannen inn mellem hennes laar og trykker den bløtt op imot maven hennes og vil just til aa tigge henne om allikevel aa faa lov til aa kysse henne dernede
— saa skvætter hun pludseli op i sittende stilling og skyver mei fra sei —:
— Nej! nej! nej! nej! sier hun energisk — ikke mere a dette naa!... det er dette som er saa fælt!... du vét hvordan jei blir a dette herre... og det kommer altid ham tilgoe efterpaa — og det er for ærgerli... Saa! —
og hun glatter energisk kjolen ned omkring benene, mens jei sitter der og skjælver til mit inderste indre, af længsel efter henne — henne!...
— Og naa maa jei desuten gaa! sier hun saa — jei har alt vært meget længer enn jei egentli kunne. —
Vi rejser os og gaar tilbake gjennem skoven, tause — dette er altsaa de siste skritt vi skal gaa sammen... underli! underli! — jei forstaar det igjen ikke, kan ikke tænke, ikke fatte det...
Pludseli stanser hun og ser mei inn i øjnene og sier:
— Du! naar du naa begynner aa gaa til andre enn mei — og det bør du jo! — vil du saa love mei at du strax skriver det til mei? — ja for det vil jei vite!
