rystende af feber og skynner mei dit op hvor hun er. Foran huse blir jei gaaende frem og tilbake — er hun levende? er hun dø? gud sei forbarme, om jei bare visste — aah, den som endda hadde et uhr!
Jei gaar et slag opover gaten og opdager inni et mejeriutsalg et uhr som kan sees utenfra — det viser et kvart over elve. Jei tar en liten tur opover og nedover — saa er den tyve minuter over! Samme tur engang til — 25 minuter over! — altsaa syv gange til! — og jei gaar febrilsk videre.
Men da jei tredje gang stanser utenfor mejeri-utsalge, er der bare gaat 3 minuter siden sist, og jei tvinger mei rasende til aa gaa langsommere for aa hente inn igjen de to minuterne — sex lange forfærdelie gange til skal jei gaa her — rædsel, om jei bare visste!...
Endeli, paa slage toll, styrter jei inn i huse, op trapperne og ringer paa i fjere étage.
Bjørck kommer ut, graa og poset i ansikte, me sløve øjne som efter en morfinrus —: Du kan ikke komme inn naa, sier han — tanten og søstrene kom ikke til aa rejse idamorres, de kan hvert øjeblik komme inn paa mit værelse, saa du kan ikke sitte der og snakke me henne — jei skulle be dei komme igjen klokken 3; da er de rejst!
Jei stirrer forvillet paa ham, en rædsom tanke er steget op i mei: vil hun dræpe sei sammen me ham? har de tat morfin sammen, men er naa blit afbrut a mei før de søvnet inn? — og saa sier jei nervøst:
