i hver fiber, badet i sved, og me angesten rullende igjennem mei —: Naar hun kommer er jei dø... naar jei kommer er hun dø — ufattelie rædsel!...
Time gaar efter time, time efter time — en uendelihet af rædsler har jei gjennemgaat og fatter ikke at jei ennu lever — saa me ét stanser hjerte som i dødsangest: Noe truende nærmer sei... hva er det som skal ske?... det voxer og voxer mens jei lytter i angest...
— ah! saa gaar det op for mei, at det bare er en vogn som kommer ramlende nedi gaten... Naa ramler den forbi, det kjennes som en lettelse, og jei rejser mei overenne paa albuen, anstrængt som efter et rasende løp for live, og ser ut gjennem vindue — der er sol oppi luften...
Bare la mei komme ut! sier jei nervøst til mei sell — bare la mei komme ut! — og jei staar skjælvende op, faar vasket mei i en fart, og skynner mei ned paa gaten.
Maarenen er frisk og stille, jei piler op a den tomme Karljohan me feberen brænnende som ill gjennem mit blo — hva skal jei ta mei til... hvor skal jei gjøre a mei — det er jo en evihet til klokken blir toll...
... Fulene synger i træer og busker derover paa parksiden, alt ligger ennu i skygge, bare toppen a de to høje popler rager op i den første maarensol. Dagen kommer som sædvanli, roli som om ingenting var — og kansje er hun ikke mere til...? — nej jei holler det ikke ut!
