er ikke me; først om tre timer gaar næste tog — tre timer før jei faar se henne! gud sei forbarme!
Og op springer jei og styrter i vill fortvilelse bort til vejen — stanser saa der, og vakler langsomt og skjælvende afsted inover mot Hvitsten...
Bâk hver busk eller andet skjul som jei finner langs vejen, gjemmer jei mei og blir liggende og vente, for om hun skulle komme og jei kunne faa se henne gaa forbi; venter og venter til jei ikke mere holler det ut — og sniger mei saa videre til et nyt nærmere skjul, skjælvende af angest for at hun imens skal komme frem i den næste svingen og faa se mei —: hvor skal jei si jei kommer fra! eller at jei skal hen! — men hvergang graater jei allikevel af skuffelse over at hun ikke heller er kommen og har opdaget mei...
Tilslut er jei naad helt dit ned hvor hun bor — klokken maa minst være blet sex. Jei springer tværsover vejen og ned i skoven, og nærmer mei husene fra siden af, kravlende frem mellem noen store klippeblokker — intil jei pludseli hører stemmer og blir liggende og lytte. Det er to manfolke-stemmer, den ene er Bjørcks, den anden kan jei ikke faa noen rede paa — og saa kryper jei videre til jei pludseli, idet jei stikker hode frem om kanten af en klippeblok, faar se Bjørck og Ejnar Hassel staa mitt paa tune mellem husene og snakke sammen, me Gog og Nadja ve siden a sei. Vera ser jei ikke.
En stunn ligger jei der og stirrer. Men saa er det for langt af! jei kan ikke høre hva de sier... og om hun
