gjennem luften fra skoven der ovenfor vejen — og Vera brister i latter, og jei me: det er tydeli at Gaarder uformodet har grepet efter Bekkasinen.
— Jei skal rikti spørre Gaarder imaaren hva det var han gjore me Bekkasinen som fik henne til aa hvine slik! sier Vera me et skøjeragti smil — men saa lægger hun alvorli til —: «Stakkars Bekkasinen som ikke kan faa noen til aa bli gla i sei!...»
Strax efter hører vi skritt deroppe, og Bekkasinen dukker alene frem paa vejen — hun stanser forlegen da hun faar se os.
— Bekkasinen! sier Vera — aa la os faa nøjlen til Karolinestuen, saa kan du ligge ophos mei, vil du?
— Gjerne det! vil dere bli me inn — for jei har den ikke her!
— Nej, vi vil ikke forbi husene igjen — aa kom derned me den, er du snil?
Bekkasinen løper inn, og vi gaar nedover gjennem skoven. Som vi klyver over gjære dernede og inn paa græsplænen foran Karolinestuen, kommer Bekkasinen springende:
— Jei kan ikke skaffe nøjlen uten aa vække piken og Katja, sier hun — og det er vel ikke bra?
— Hva gjør det?! sier jei — Di skulle jo ligget hernede; det ser altsaa snarere mere mistænkeli ut at Di ikke kommer og henter nøjlen; for da vil de jo spørre imaaren: hvor fan har Bekkasinen ligget henne inatt?!
«Hvor fan har Bekkasinen ligget henne inatt?!»
