nærme den afdødes sjæl. Saaledes maa hans navn ikke nævnes, de maa hyle og sørge en vis tid efter dødsfaldet, ligesom de, der har rørt ved den døde eller nogen af hans eiendele, i længere tid maa iagttage visse regler for diæt og klædedragt.
Liget iføres, før det bringes udenfor, fuld reisedragt og hales gjerne efter en fangrem ud gjennem husgangen, hvorefter det i nogen afstand fra husene og gjerne noget længere inde fra strandbredden tildækkes vel med stene. Ofte bøier de liget sammen, saa knæerne kommer op imod brystet, og tuller det ind i skind. Thi da kan graven gjøres saa meget mindre. Huset, hvor dødsfaldet indtræffer, rømmer de straks efter, og hvis det overhovedet igjen tages i brug, sker det ialfald ikke før efter lang tids forløb.
Alle de af den dødes eiendele, som han kan antages at trænge paa sin lange vandring til sjælenes land, lægges i gravens umiddelbare nærhed, og det er disse gjenstandes «sjæle», der alene herunder vil blive benyttede af den afdøde.
Og medens menneskesjælen drager mod fjerne, sollyse jagtmarker, sover det døde hylster sin evige søvn. Kun nordenvindens isnende pust suser i de mørke vinternætter ind mellem stenene og stryger sig hen gjennem ligets blegede skindpels.
