skulde reise over og undersøge, og da jeg den følgende dag i maaneskin naaede kolonien, blev jeg mødt nede ved stranden af alle dens mandlige beboere, hvoriblandt da ogsaa ganske rigtig Kayegvitto befandt sig. Men ikke før havde han seet, at det var en kablunak, der kom paa besøg, før han atter som en pil forsvandt ind i sin hytte, for straks efter at komme tilbage, iført en gammel tyndslidt frak, som han den foregaaende høst havde tilhandlet sig af en af expeditionens medlemmer. Først nu saa han efter sin egen mening slig ud, at han paa en værdig maade kunde repræsentere sine «undersaatter».
Nu gik jeg hurtig frem imod ham og greb hans haand, som jeg rystede kraftig mange gange, en ceremoni, der vistnok ikke bruges blandt eskimoerne indbyrdes, men som de dog havde lært at fatte betydningen af, og som i dette tilfælde smigrede Kayegvitto i høi grad. Saa forklarede jeg ham mit ærinde: Peary, den store herre (nalegaksuak) fra de fjerne lande, manglede kjød til sine sultne hunde. Nu kom jeg for at bede Kayegvitto, innuitternes store herre, at hjælpe ham. Han havde meget kjød, ingen fangede saa meget som han, han alene var innuitternes nalegaksuak. Denne sidste sætning faldt i den grad i Kayegvittos smag, at han gjentog den i det uendelige, indtil han omsider indbød mig til at overnatte i sit hus, hvad jeg selvfølgelig modtog.
Det var først den følgende morgen, at vor egentlige konference fandt sted. Ikke før havde jeg paanyt et par gange kaldt den forholdsvis svære, grovlemmede mand for innuitternes nalegaksuak, før han med en ubeskrivelig komisk overlegenhed kommanderede
