gjøres, før vinteren satte ind. Blandt disse var først og fremst at faa fat paa nogle af de paa North Humberland-øen bosiddende eskimoer for at faa overtalt dem til at slaa sig ned i nærheden af vort hus, da det i løbet af vinteren kunde være os til megen nytte, specielt under syningen af vore skindklæder. Den 12te august satte derfor 4 af os ud paa en baadexpedition til nævnte ø, hvor det ogsaa lykkedes os at finde endel eskimoer. Det første møde med dem var ganske eiendommeligt, idet vi jo ikke forstod et ord af deres sprog. Omsider lykkedes det os dog ved tegn og underlige fagter at gjøre dem vort ærinde forstaaeligt. En familie bestaaende af mand, kone og 2 børn erklærede sig øieblikkelig villig til at følge med os i vor baad og saasnart vi vel havde faaet dem ombord, satte vi straks kursen hjemover, hvor vi ankom den 18de i samme maaned. Sommeren var nu langt fremskreden, og resten af sæsonen tilbragtes derfor, foruden med et par kortere rekognoseringsture paa indlandsisen, hovedsagelig med jagt efter rensdyr, da vi baade trængte kjød for vort proviantforraad og skind til vore klæder. Disse jagtudflugter foretoges i regelen gjerne ind til bunden af Mac Cormickbugten, og sjelden kom vi hjem uden bytte. Ialt nedlagde vi 34 rensdyr den høst, men saa kom mørket og afbrød os. Den 26de oktober forlod nemlig solen os for ikke igjen at vende tilbage paa næsten 4 maaneder, og i over halvparten af denne tid var der saagodtsom ingen forskjel i lyset mellem nat og dag. Hvad vi gjorde, og hvordan vi befandt os i denne lange mørketid, vil jeg i det følgende forsøge at give en ide om. — Som før omtalt var vor hytte
