skrænkes til det Tilfælde, at Huusmanden efter Contracten er tænkt at skulle forrette stadigt Arbeide for Huusbonden, under hvilken Forudsætning det for Huusbonden er føleligt at maatte afsee ham, medens han er i Strafanstalten (uden at tilstrækkelig Grund synes forhaanden til i dette Tilfælde at tillade Huusmanden saadan Substitution, som i §§ 5 og 6 af udkastet er ham indrømmet under utilregneligt Forhold), ligesom det maa erkjendes ubilligt at paalægge Huusbonden at antage ham igjen blandt sine stadige Arbeidere eller Tjenestefolk, naar han har udstaaet sin Straf. Men naar Contracten ikke er af den nævnte Beskaffenhed, formenes det ikkun da billigt, at Fæstet forbrydes, naar Straffetiden enten er saa lang som to Aar eller derover, eller den Forbrydelse, hvorfor Huusmanden er dømt, vidner om Uretskaffenhed eller farlig Tænkemaade. Man har i første Henseende for Øie, at det ikke kan være Huusbonden ligegyldigt, at Pladsen, under Huusmandens Fraværelse i Strafanstalten, i et ubegrændset Tidsrum skjøttes af nogen Anden, ligesom Formodningen, naar Straffetiden er fastsat til mere end to Aar, maa være for, at Forbrydelsen har været af mere graverende Beskaffenhed, og i sidste Henseende, at det fra flere Sider, hvoriblandt alene behøver at paapeges den Adgang, enhver Huusmand i nogen Grad har til at omgaaes misligt med Huusbondens Eiendom, skulde være ubilligt at paalægge Huusbonden at beholde paa Pladsen en Person, der ved en Forbrydelse, hvorfor han er bleven anseet med Strafarbeide, har viist sig som et uretskaffent eller farligt Individ. Ved Tyverie, der ikke er forøvet mod Huusbonden og som bliver afsonet med Fængsel paa Vand og Brød, vil Huusmanden, efter Departementets Forslag, ikke forbryde sit Fæste, hvilket derimod vilde være en Følge af Udkastets Bestemmelse i Litr. h. Departementet har ved at foreslaae denne Forandring i Udkastet havt for Øie, at Fæstets Forbrydelse i Regelen vilde blive en haardere Straf for Huusmanden end den ifølge Loven forskyldte Fængselsstraf, og at den Angjældende, om Loven affattedes med saadan Strenghed, som oftest vilde være udsat for at synke ned i Fattigdom og sædelig Fordærvelse, medens dog en begangen Tyvsforbrydelse, naar den er funden af saadan Beskaffenhed, at den kan afsones med Fængselsstraf, ikke bør udelukke Haabet om at den Angjældende senere kan komme til at føre en retsindig Vandel.
Ved § 10 (efter Departementets Forslag § 11) skal man bemærke, at dens første Passus, der foreskriver, at Opsigelse er ufornøden i Tilfælde af Fæstes Forbrydelse, da Huusmanden i saa Fald er forpligtet til strax at fravige Pladsen, synes, saaledes som ogsaa i flere af de afgivne Erklæringer paapeget, noget utydeligt affattet, forsaavidt Ordene ere skikkede til at fremkalde den urigtige Forestilling, at Udkastelse i saadanne Tilfælde skulde kunne fremmes uden foregaaende Dom eller Forlig, Noget, som dog Udkastes § 16 viser ikke at være Commissionens Mening. For imidlertid at forebygge en saadan Tvetydighed vil Departementet foreslaae en noget forandret Redaction, der forhaabentlig paa en klarere Maade vil gjengive Lovbudets Tanke.
§ens andet Passus indeholder, at der i andre Tilfælde maa finde Opsigelse Sted mellem Huusbond og Huusmand inden 29de September, og at Fraflyttelsestiden eller Faredag for Huusmænd er den 14de April. Det har hidtil været antagen at Opsigelse inden Juul er tilstrækkelig i dette Forhold; men Departementet maa billige den foreslaaede Forandring, hvorved den opsagte Huusmand vil gives bedre Anledning til at søge sig Udkomme andetsteds. Bestemmelserne i denne § formener Departementet uden Betænkelighed at kunne gjøres ufravigelige.
I Overeensstemmelse med det Anførte vil Departementet foreslaae §en saaledes affattet:
- “Opsigelse er i Tilfælde af Fæstes Forbrydelse ufornøden; og er Huusmanden i saadant Tilfælde ikke berettiget til at vedblive Pladsens Besiddelse indtil Faredag. Ellers maa mellem Huusbond og Huusmand Opsigelse finde Sted inden 29de September; og Fraflyttelsestiden eller Faredag for Huusmænd er den 14de April.“
I § 11 (efter Departementets Forslag § 12) har Commissionens Pluralitet foreslaaet, at der ved Pladsens Fravigelse, uanseet af hvilken Grund denne finder Sted, skal tilkomme Huusmanden eller hans Boe Godtgjørelse for den Forøgelse af Pladsens Værdie, der er en Følge af Rydning, Opbyggelse af Huse og andre Forbedringer, som Huusmanden kan oplyse at have foretaget, og som antages at ville forøge Huusbondens Indtægt af Pladsen i Tilfælde af ny Bortfæstning.
I det forannævnte dissenterende Votum har imidlertid Commissionens Minoritet udtalt sig for, at saadan Godtgjørelse ikke skal tilkomme den Huusmands Boe, som har havt Fæste paa Livstid og brugt Pladsen til sin Død.
Departementet maa foreløbigt bemærke, at man,
