Der var engang en Ridder i Valders, som laa i Strid med en Ridder paa Sandbo i Gudbrandsdalen om et fiskerigt Vand, Heimdalsvandet kaldet, hvorfra Sandbo-Ridderen fordrev sin Modstander. For at hevne sig, tog Valders-Ridderen Leiligheden i Agt og, da Sandbo-Ridderen engang var i Besøg eller som Andre fortælle, paa Ledingstog i Lessø, foer han med sine Folk over Fjeldet og afbrændte Sandbo med de Ord: „Nu galer den røde Hane over Ulvehiet.“ Saasnart Ridderen kom hjem og fandt sin Gaard afbrændt, samlede han flux sine Folk og satte efter Mordbrænderen. Uagtet Sandbo-Ridderen red den hele Nat, indhentede han først mod Dagbrækningen sin Fiende, som havde taget Natteqvarteer i den afsidesliggende Fugelsæter og her havde udsat sine Vagter. Da Sandbo-Ridderen blev disse vaer, bød han sine Ledsagere at afhugge smaa Birketræer, og holde dem foran paa deres Heste, for at Vagterne ei for tidlig skulde faae Øie paa dem. Disse saae i Førstningen ei andet end en Birkeskov; men da de mærkede at Skoven bevægede sig og kom nærmere, gave de Varselstegn. Valders-Ridderen, der mærkede Uraad, søgte med sine Svende Frelse i en snar Flugt; men Sandbo-Ridderen forfulgte ham saa skarpt, at han kun havde een Ledsager tilovers, da hans egen Flugt blev standset ved en dyb Kløft mellem to steile Klipper, som vel kun er tre Alen bred, men hvis modsatte Bred er høiere og Klippevæggen derhos brat og glat. I Afgrunden bruser den skummende Fjeldelv Sjoen. Den raske Ridder vovede i fuld Rustning Spranget og kom lykkelig over; men hans Vaabendrager, der fulgte sin Herres Exempel, styrtede ned i Afgrunden og knustes[1]. End kaldes dette Sted Ridderspranget.“
- ↑ Efter et andet Sagn styrtede Ridderen selv sin Vaabendrager ned i Afgrunden, for at indjage de Efterfølgende Frygt for at vove et lignende Spring.
