har med jere penge-formaal at gjøre. Og skulde der i den saaledes begrænsede produktion ikke være plads for vores alles arbejdskraft, da er der god raad med det — I behøver bare at indskrænke arbejdstiden saa det blir plads. Da I ikke længer skal tjene penge, kan ingenting længer være til hinder for det.
Men I vil ikke sætte prisen paa jere varer ned til nul! I vil ikke gi bort de varer I selv ingen brug har for! I vil sælge dem og tjene penge paa dem! For — siger I — vi maa jo tjene penge, hvad skal vi ellers leve af?!
Nuvel, denne indbildning, at I maa tjene penge, den har ikke blot stanset os haandværk- og industri-arbejdere i vort arbejde paa at frembringe hvad vi selv og andre treænger af haandværk- og industri-produkter; den har desuden ogsaa stanset bonden i hans arbejde paa at frembringe de levnetsmidler vi alle har brug for. Saalænge kapitalisterne laante bonden penge tilstod I villig, mod disse penge, bonden den hjælp af haandværk og industri som han behøvet for at kunne la sit jordbrug følge med tiden. Men ikke før stoppet kapitalisterne op med sine laan, før I strax fulgte exemplet og nægtet jordbruget enhver videre hjælp af haandværk og industri — og bonden blev altsaa, hvor saart det end var for ham, nødt til at indstille al videre udvikling af sit jordbrug. Derfor produceres der nu saa lidet af levnetsmidler, at skjønt masser af arbejdsløse mennesker bogstavelig talt holder paa at sulte ihjel, er alligevel massen af dem der arbejder nødt til ynkelig at nære sig med brød og poteter.
