som én: „Hvad bryr jeg mig om „menneskeheden“! mig selv og mine unger vil jeg sørge for — basta!“ Men de var ikke som de andre dyr, de hadde guddomsgnisten i sig. For dem stod det almene, slægtens udvikling, menneskehedens liv som det højeste, som maalet. Og derfor svarte de alle:
— Ja! menneskehedens existens vil vi sikre.
— Vel, sa du videre — men vil I maalet, da maa I ogsaa ville midlerne, og det blir ingen dans paa roser. Skal man nemlig kunne være sikker paa, at et menneske uafladelig arbejder, da maa han være stillet under følgende vilkaar: 1. Han maa intet eie. 2. Kun ved sit arbejde maa han være istand til at skaffe sig hvad han behøver. 3 Ved sit arbejde idag man han ikke kunne skaffe sig mere end just akkurat hva han behøver for at holde livet oppe til imorgen. Under slike vilkaar maa altsaa massen af mennesker stilles, hvis menneskehedens existens skal være sikret. Og det kan kun ske paa én maade —: Jorden, arbejds-redskaberne, husene, maden, kort sagt alt, hvad menneskene behøver for at leve og for at kunne arbejde, maa udelukkende være nogle faas ejendom.
Disse faa vil nelig da ha al interesse af at si til alle de andre:
— Allting tilhører os, og I har ingenting at leve af. Men vil I for vor regning dyrke vor jord og bruge vore arbejdsredksaber og frembringe hved menneskeheden behøver, da vil vi til gjengjæld la jer bo i vore huse og hver dag gi jer saa meget at I kan opholde livet til den næste.
