værd en mands arbejde i den anden, saa vi kunde holde éns arbejdsløn over hele linjen. Og af princip lønnet vi vore arbejdere saa godt at de kunde leve et absolut sorgløst liv, frit for alle økonomiske bekymringer. Vi slog nemlig derved to fluer med ét smækk: vi skabte en lykkelig befolkning som gik glad til sin gjerning og derfor præsterte et udmærket arbejde, og vi opnaadde at befolkningens efterspørgsel blev stor nok til, sammen med vor egen, at kræve en produktion der gav arbejde til alle. Og tiltrods for den høje arbejdsløn var en mands arbejde alligevel adskillig mere værd end hans løn. Denne mer-værdi var vor gevinst, og den var saa stor, at naar vedligehold fornyelse og øgning af vort arbejdsmateriel, med samt alt det uproduktive arbejde var betalt, kunde vi endda for hvad der var tilbage føre et ganske luxuøst liv. Og det gjorde vi da ogsaa. Vi behøvet nemlig ikke at spare. Kriser og daarlige tider var vi ikke udsat for, saa enhver kunde bruge hvad han tjente — saavidt det stod til ham. Helt ud paa en prik at balancere sin indtægt med sin udgift var imidlertid ikke altid gjørligt for enhver, fordi indtægten ikke altid flød lige regelmæssig ind. Det hændte derfor at der her og der, snart i den ene, snart i den anden branche, blev liggende en del varer usolgte paa lager, og at produktionen i vedkommende branche som følge deraf foreløbig maatte indskrænkes noget, saa der blev en smule arbejdsløshed. Men ingen fandt dengang paa den galskab at benytte arbejdsløsheden til at skaffe sig billigere arbejdskraft; tværtimod hadde hver branche sin specielle
