Under spøk og skjemt blev alt pakket sammen, og saa — ut i stormen.
Det var omtrent umulig at holde øinene oppe. Den fine foksne trængte ind overalt, ja, man fik av og til følelsen av at være blind. Teltet var baade nedføket og nediset og det maatte behandles med varsomhet ved nedtagningen for ikke at brækkes istykker. Hundene var ikke meget oplagt til at dra avsted, og det tok tid at faa dem i sælen. Men endelig stod vi da klare. Endnu et litet blik over leirpladsen for at se efter, at intet av hvad vi skulde ha med var efterglemt. De 14 hundeskrotter, som var blit tilovers, var stablet sammen i en haug og Hassels slæde sat op mot den som merke. De ledige hundesæler, nogen bræliner, alle vore isbrodder, som vi nu mente ikke at faa bruk for, blev alt latt tilbake. Vi hadde nok at dra paa allikevel. Det sidste, som blev gjort, var at sætte en avbrukken ski ret op og ned ved siden av depotet. Det var Wisting, som gjorde det. Han tænkte formodentlig, at et ekstramerke ikke vilde være avveien. At han gjorde en god ting vil fremtiden vise.
Og saa avsted. Det var et haardt tak til at begynde med baade for dyr og mennesker. De høie fokskavler fortsatte nemlig mot syd og gjorde det yderst besværlig at komme frem. De, som hadde slæder at kjøre, maatte være opmerksomme og støtte dem, saa de ikke kantret i de store skavler. Vi andre hadde den største møie med at holde os paa benene, da vi ingen slæde hadde at støtte os til. Det gik saaledes paa halv 14 bortover, men hovedsaken var, at det gik. Terrænget lot i begyndelsen til at stige, om end ikke meget. Føret var overordentlig trægt, det var som om man skulde hale sig frem gjennem sand.
