aarhundreder visst, at den nordlige arm av „Golfstrømmen” gjør Nordeuropa saa beboelig, som det er, og at Polarstrømmene ved Grønland og Labrador gjør disse egne vanskelig tilgjængelige for en rikere kultur. Men det er først med den moderne havforskning i de seneste tider, at man begynder at forstaa den intime vekselvirkning mellem hav og luft; en vekselvirkning, som gjør, at man ved hjælp av havundersøkelser sandsynligvis vil kunne forutsi de store vekslinger i klimaet fra aar til aar, naar man bare faar et stort nok materiale av maalinger.
For at skaffe nyt oceanografisk materiale med gode metoder gik det ind i planen for „Fram”-ekspeditionen at gjøre en hel del undersøkelser i Atlanterhavet. I juni 1910 drog „Fram” ut paa et prøvetogt i det nordlige Atlanterhav vestenfor Irland og Skotland. Der blev i juni og juli tat ialt 25 stationer i dette omraade før „Fram”s endelige avreise fra Norge.
Ekspeditionen gik saa direkte ned til Antarktis og satte landgangsmændene av ved „Barrieren.” Hverken paa denne tur eller paa „Fram”s videre reise til Buenos Ayres blev det gjort nogen nævneværdige undersøkelser, da tiden var for knap. Men saa i juni 1911 drog løitnant Nielsen ut med „Fram” paa togt i det sydlige Atlanterhav og tok ialt 60 værdifulde stationer langs to kurslinjer mellem Sydamerika og Afrika.
Det meget betydelige materiale, som er blit samlet paa disse togter, har ikke kunnet bli bearbeidet uttømmende endnu. Vi skal her bare forsøke paa at gi en fremstilling av de mest iøinefaldende forhold slik som en foreløbig bearbeidelse kan vise.
Undersøkelserne bestod — foruten i meteorologiske
