vakrere morgen, kunde man vanskelig tænke sig; tindrende klart, overalt saa langt øiet kunde se var der tæt is, vandkanalene mellem isflakene glimtet i solen, og iskrystallene glitret som tusen diamanter. Det var en ren fornøielse at gaa paa dækket og indsuge den friske luft, og man følte sig som et fuldstændig nyt menneske. Jeg tror, at alle mand ombord fandt denne gange i pakisen at være det mest interessante ved hele turen; alt hadde naturligvis ogsaa nyhetens interesse. De, som ikke hadde været i isen før, hvoriblandt jeg, og som for første gang var paa jagt, sprang omkring efter sæl og pingviner og moret sig som barn.
Klokken 10 aften den 6. var vi allerede ute av isen efter nøiagtig 4 døgns gange; vi hadde været svært heldige, og „Fram” gik meget let gjennem isen.
Efter at være kommet ut av pakisen, fortsattes kursen gjennem det aapne Rosshav til Hvalbugten, en bugt, som efter tidligere beskrivelse skulde findes paa ca. 164° v. l. Ut paa eftermiddagen den 11. fik vi forut se sterke isblink. Det var den lysende stripe, som sees over en større opsamling av is; det kan nærmest sammenlignes med den lysning, man altid vil se over en stor by, som man nærmer sig om natten. Vi visste straks, at det var lysningen over den mægtige barriere, Ross-barrieren, opkaldt efter Sir James Clark Ross, som første gang saa den i 1841. Barrieren er en flere hundrede mil lang og ca. 100 fot høi ismur, som danner den sydligste grænse av Rosshavet. Vi var naturligvis svært spændt paa at se, hvordan den tok sig ut; men paa mig virket den ikke saa imponerende, som jeg hadde indbildt mig. Muligens kom det sig av, at jeg gjennem de forskjellige
