sjøvand, og rensligheten lot som følge herav noksaa meget tilbake at ønske. Naar motoren gik, fik vi varmt sjøvand, og ved hjælp av litt sæpe holdt vi os saa rene som det var mulig. Suppe til middag blev kun servert hver søndag. Det eneste ferske vand, de menneskelige væsner ombord brukte, var til kaffe, the og drikkevand; resten gik til hundene, som paa de varmeste dager fik op til 3 à 4 liter, samt til kanarifuglen til badevand.
Nu faar jeg forsøke at si litt om vore firføttede venner. Fra Grønland var der kommet ca. 100 eskimohunder til Kristianssand, hvor de en maaneds tid opholdt sig paa en holme, hvor de blev fodret med hestekjøt og alt det vand, de ønsket: Et par hunder døde, og da „Fram” gik, blev der alt i alt tat ombord 97 dyr, som blev bundet overalt paa dækket. Enkelte var mere eller mindre sinte og grinete; men da de skjønte, at vi ikke vilde dem noget ondt, blev de straks snillere og blev efterhaanden alles kjæledægger.
Nedover Nordsjøen hadde de det meget godt, da veiret var fint; skuten gik stille, og det var tørt paa dæk. Men da vi nedover kanalen fik motvind, skvæt paa dæk og regn, begyndte halene at hænge og hundene blev grætne. Det viste sig, da vi nærmere lærte dem at kjende, at væte var det værste, de kunde utsættes for. Naar det var vaatt paa dæk, blev de staaende og vilde ikke lægge sig ned; de stod helt til de sovnet, benene gav et knæk, og de faldt overende. I saadant veir slos de, gjødde og holdt alt mulig spektakel; men naar solen efter et par regnveirsdager atter tittet frem, og dækket blev tørt, faldt der ro over alle, og hele dækket var fuldt av utstrakte sovende dyr.
