bord med flommende fuldskjæg. Med det samme vi entret opover faldrepet, begyndte spørsmaalene at hagle ned over os. Jeg maatte bede om et øiebliks frist til at gi „Fram”s fører og mandskap et hjertelig velkommen og et realt haandtryk. Derpaa fik jeg samlet alle mand og gav saa tilbedste en kortfattet rapport om de vigtigste hændelser i det forløpne aar. Da det var gjort, halte kaptein Nilsen mig ned i bestiklugaret, hvor vi hadde en passiar, som varte til henimot klokken 4 næste morgen, for os begge sikkerlig en av de interessanteste vi har hat. Hvad vi snakket om var naturligvis alt der var foregaat ombord og paa barrieren — ting som nu er alt for vel kjendt til, at der her skal ske nogen gjentagelse. Paa Nilsens spørsmaal om utsigtene for sydpartiet turde jeg forsikre ham om, at vi efter al sandsynlighet inden mange dager vil ha vor chef og hans ledsagere tilbake med Polen i lommen.
Naar undtages at Nødtvedt og Kutschin var avmønstret i Buenos Ayres og tre nye mand forhyret i deres sted, fandt vi alting ombord i „Fram” ved det gamle, selv kanarifuglen „Fridtjof” var paa sin plads i buret under skylightet i agtersalongen og sang av fuld hals som før.
Som en ren overraskelse kom det, at vore kamerater ombord med tanken paa os landkrabber hadde fragtet med sig fra Buenos Ayres en hel flok sauer og griser. Det behøver neppe siges, at Karenius Olsen den aften fik rivende avsætning paa de svinekoteletter, hvormed han trakterte os „Framheim”-folk, saa meget mere som der ved siden av servertes friske poteter. Vi hadde saavist ikke lidt nogen nød iland; men den slags kost var ikke desto mindre en kjærkommen avveksling.
