og ut bar det med os. Stubberud og Johansen gik straks i gang med den drøie tørn at grave ut slædene; en og en halv meter under overflaten maatte de arbeide sig ned for at faa tak i dem. Jeg fik halt vore vaate klær, soveposer med videre ut av teltet og hængt det hele op til tørring; observationer til bestemmelse av den geografiske længde og bredde blev tat i formiddagens løp, desuten en del fotografier, som vil gi et litet begrep om, hvordan det saa ut i vor leir efter stormen.
Efter at ha rettet paa de forskjellige havarier og bragt alting i nogenlunde god orden, tok vi os en tur bort til vore fjeldtopper for at sikre os nogen fotografier, mens der var gunstig lys. Det lykkedes os denne gang at opnaa hensigten. „Scotts nunatakker”, som de siden døptes — efter kaptein Scott, som først saa dem — blev for første gang fotografert. Før vi forlot toppen, blev det norske flag plantet og landet tat i besiddelse i H. M. Kongens navn. En stenvarde blev bygget og rapport om vort besøk nedlagt. Klarveiret vilde ikke holde sig; inden vi kom tilbake til leiren var der tyk taake. Ogsaa denne gang kunde vi takke skisporene for at vi fandt frem.
I løpet av de mange døgn vi nu ufrivillig var blit opholdt paa dette sted, hadde vor beholdning av levnetsmidler minket i en betænkelig grad; der var kun en snau ukes proviant igjen, og paa mindre end en uke kunde vi neppe klare hjemveien; sandsynligvis vilde der gaa med mer end en uke, men for det tilfælde hadde vi depotet i Sælbugten at falde tilbake paa. Paa stedet eller i den nærmeste omegn kunde vi under de vedvarende ugunstige veirforhold ikke gjøre regning paa at faa supplert vore forraad. Derfor bestemte vi os om morgenen den 9.
