Efter observationene maatte det være det samme, som kaptein Scott har avmerket med landkoter paa sit kart.
Vi gjorde en rummelig sving utenom de værste skrugarer og satte saa kursen ONO mot det foran nævnte høidedrag. Der var ganske sterk stigning, og dette bekom hundene yderst ilde. De var aldeles forætte, og mesteparten av sælkjøttet kom op igjen samme vei, som det var forsvundet. For at de dog skulde ha litt igjen for storætingen, stoppet vi derfor saa snart vi var kommet tilstrækkelig op i høiden til, at overflaten kunde ansees for nogenlunde sikker. I forsænkningen rundt bugten var grunden nemlig noksaa tvilsom.
Den følgende morgen, søndag den 26. november, var der kuling av nordost med himmel og barriere i en eneste raak. Der ramlet alle vore smukke planer om en lang søndagsmarsj. Midt i bedrøvelsen fik jeg pludselig en lys idé. Det var ganske sikkert H. M. Dronning Mauds fødselsdag: Om vi ikke kunde marsjere, kunne vi i alle fald i al beskedenhet feire dagen. I en av proviantkassene fandtes endnu en enslig Stavangerboks, som indeholdt salt kjøt og erter. Den fik springe, og av dens indhold lagedes et festmaaltid, som smakte os bedre end den mest utspekulerte dinér nogen gang har gjort. Jeg kan i denne forbindelse ikke la være at tænke paa, hvilken glæde det skulde ha git mangen husmor i denne verden, om hr. gemalen hadde kunnet opvise en slik matlyst som vor. Selv noksaa graverende bommerter i kokekunsten vilde da ikke hat stort at betyde. Men tilbake til festen. Hendes Majestæts skaal blev drukket i en meget liten, men ogsaa meget god skvæt „Lysholmer”, servert i emaljerte jernkrus. At medføre alkohol var
