Side:Amundsen,Roald-Sydpolen II-1912.djvu/242

Da vi saa vel var kommen hjem, vi fandt paa den ideen,
at grave vors i kilometervis indunder sneen.
Ideen den var go, ja det er baade visst og sandt,
for hver mand fik sit eget hus, og det var brilliant.
Han Jørgen staar og tæljer kasser trufast hele da’n,
mens Bjaaland i det samme rummet „tumla seg” med sla’n
Det sis, at Jørgen synes denne jobben er litt sen.
Sørj bare ikke du, min ven, ta freidig fat igjen”.
Jøs for et liv!
Se i krystalpaladset, Johansen med sin kasse
ved siden av en Bradbænk, ja jeg syns det navn er passe.
Du Wisting, hør naa far, du er jo Hortens kar,
se derfor just dit hus det fine navnet har.

En morgen, da han Wisting og han Helmer Perigord,
som vanlig til geschæften bord Bradbænken de gaar.
Just i det samme øieblik at døra op de faar,
en snurrig lugt med engang op i næsen paa dem slaar.
„Aa, død og pine, Wisting, fly lil’n Lindstrøm efter vand,
saasandt jeg heter Perigord, Bradbænken staar i brand;
de’r rart, at slikt kan hænde i et hus, som er av is,
men lampa varmte’n op, saa den tok fyr naturligvis.”
Jøs for et liv!
Den skrækken den var go, med den saa slap vi jo,
litt svid blev kun en kasse, hvor no’n instrumenter stod.
Ja, vor theodolit den berget vi saavidt,
en almanak fik høl, og det var fuldt av køl.