litt for hver dag, og henimot februar maaneds slutning var avstanden til Tasmaniens sydspids svundet ind til meget beskedne dimensioner.
Med den stadige høie vestlige dønning og letlastet som „Fram” var, overgik hun dennegang sig selv i slingring; og det vil sandelig si meget. Rullingen skaffet os et litet havari paa riggen, idet storseilets gaffel knak; den affære stoppet os imidlertid ikke stort. Den tapte erstattedes i en fart med en reservegaffel.
Vore forhaabninger om at række frem inden februar maaneds utgang røk overende. Der gik med en fjerdepart av mars ogsaa.
Den 4de om eftermiddagen fik vi det første glimt av land; men litet sigtbart som veiret var, og da der ikke hadde været en paalidelig længdebestemmelse at faa i de sidste par døgn, var vi i uvisshet om, hvilken pynt av Tasmanien vi hadde for os. Til forklaring av situationen skal jeg gi en liten beskrivelse av den kyststrækning, vi var oppe under. Det sydlige hjørne av den store ø Tasmanien løper ut i tre odder; utenfor den østligste av disse, kun skilt fra den ved en ganske trang rende, ligger en steil og — som det syntes — utilgjængelig klippeø, som kaldes Tasman Island. Adkomst var der dog, for paa toppen av øen — 900 fot over havflaten — stod der et fyrtaarn. Den midterste odde kaldes Tasman Head og mellem denne og den østligste har vi den saakaldte Storm Bay, som danner indløpet til Hobart; her laa altsaa vor vei. Spørsmaalet var nu, hvilken av de tre odder vi hadde faat isigte. Det var vanskelig eller rettere umulig at avgjøre, utvisket og utydelig som landets omrids viste sig i den disige luft; fuldstændig ukjendt var vi ogsaa, idet
