fuldkommenheten i høiere grad end nogen det hittil var faldt i vor lod at smake. Opskriften kan jeg røbe: Kjækssmuler, melkemel, og chokolade kommes i en kjel med kokende vand. Men hvad der saa senere foregaar vet jeg ikke. For at faa greie paa det faar man henvende sig til Wisting.
Mellem 82° og 81° s. br. kom vi op i vor gamle merkning fra tredje depotfærd. Strækningen blev opmerket paa den tur med kassebordspilrer for hver kvartmil. Det var i mars maaned 1911, og nu fulgte vi disse kassebordspilrer i sidste halvpart av januar 1912. Tilsynelatende stod de akkurat som de var sat. Denne opmerkning sluttet paa 81° 33’ s. br. med to kassebord paa snesokkel. Snesoklen var like hel og fin.
Jeg skal la dagboken berette om, hvad vi saa den 19. januar: „Sjelden fint veir idag, liten sydvestlig bris, som i marsjens løp klarnet hele himmelen av. Vi fik paa 81° 20’ vore gamle, svære skrugarer tvers. Vi saa nu langt flere av dem end nogensinde før. De strakte sig saa langt øiet kunde se i nordost—sydvestlig retning, i rygger og topper. Stor blev vor overraskelse, da vi kort tid efter fik øie paa høit, bart land i samme retning, og ikke længe efter to høie, hvite topper i sydostlig retning, antagelig omkring 82° s. br. Paa luften var det til at se, at landet strakte sig i nordost—sydvestlig retning. Det maa være det samme land, som vi saa tape sig i horisonten paa ca. 84° s. br., da vi stod i 4000 fots høide i opstigningen og saa ut over barrieren. Vi har nu saa gode forbindelser, at vi uten nølen tør trække det sammenhængende land — Carmen Land-terrænget — ind mot land. Det er voldsomt forstyrret — sprækker og skrugarer — bølger
