usigelige forbauselse to store fugler — Skua gulls — flyvende like mot os. Kredset et par ganger rundt og slog sig ned paa varden. Aner noen av dere, som læser disse linjer, hvilken virkning dette hadde paa os? Det er neppe rimelig. Bud bragte de os, bud fra den levende verden ind i dette dødens rike — bud om alt, som var os kjært. Jeg tror vi alle var betat av de samme tanker. De undte sig ikke lang hvile disse første budbringere fra verden. De sat stille en stund og lurte vel paa, hvem vi var, løftet saa og fortsatte mot syd. Gaadefulde dyr! Nu var de akkurat halvveis mellem Framheim og Polen, men allikevel skulde de videre ind. Skulde de over til den anden side.
Vor marsj sluttet denne gang ved en av vore varder — bygget paa 84° 15’. Det føltes saa godt og trygt at ligge ved en saadan. Det var altid et sikkert utgangspunkt for den følgende marsj. Vi kom frem klokken 4 om morgenen og forlot stedet igjen nogen timer senere med det resultat, at dagsmarsjen bragte os 55 km. nærmere Framheim. Som vor ordning var, fik vi disse lange dagsmarsjer hver anden dag. Det er saa god en attest for vore hunder, som de behøver — en dag 28 km, næste dag 55 km. og saa friskt videre hele hjemreisen.
De to fugler — saa behagelig som deres første tilsynekomst virket — bragte dog efterhaanden mine tanker over i en anden retning, som aldeles ikke var behagelig. Det faldt mig nemlig ind, at disse to bare var repræsentanter for en større forsamling av disse griske fulgler, som nu holdt paa at sætte i sig alt det ferske kjøt, som vi saa møisommelig hadde ført med os og spredt utover vidden i vore depoter. Det er utrolig, hvad en flok av disse
