kjørende slæden — til teltet. Det var en kraftpræstation av rang baade for mennesker og dyr. 42 kvartmil eller ca. 80 kilometer hadde Hanssen, Bjaaland og det ene spann tilbakelagt den dag med en gjennemsnitsmarsj av 5 à 6 kilometer i timen. Depotet hadde de uten større søken fundet. Den største vanskelighet hadde ligget i det bølgeformede terræng. Lange tider ad gangen var de nede i bølgedaler, som betok dem al mulig utsigt. Ryg i ryg fulgte den ene efter den anden. „Ja, der var vi da ikke ryggeslause,” bemerket Bjaaland ved tilbakekomsten.
Vi hadde sørget for, at alt var færdig ved deres tilbakekomst — store mængder først og fremst av vand. Vand, vand var det første, og som regel det sidste, man bad om. Naar saa den første tørst var slukket, blev pemmikanen viet al mulig interesse. Mens disse to forpleiedes paa bedste maate, blev det hjemførte depot fordelt paa begge slæder, og om kort tid var igjen alt færdig til avreise. Veiret var imidlertid blit finere og finere, og foran os laa fjeldene tindrende klare. Vi syntes at gjenkjende Fridtjof Nansen og Don Pedro Christophersen, og tok gode peilinger av dem for det tilfælde, at taaken skulde komme igjen. Begrepet dag og nat begyndte nu at gaa rundt for de fleste. „Klokka er 6,” svarer en paa spørsmaalet om tiden. Ja, om morran,” svarer den anden. „Nei, er du gæln du da get,” svarer den første igjen, „jamen er det eftan, ja.” Datum ikke at tale om. Godt man husker aarstallet. Det var kun ved indskrivning i vore dag- og observationsbøker, at vi stupte over dag og datum, ellers under arbeidet hadde vi ikke den fjerneste idé derom.
Hei, for et fint veir det var, da vi tørnet ut den
