For hvert skridt, vi nu tok fremover, nærmet vi os
maalet hurtig. Vi kunde med temmelig stor sikkerhet
avgjøre, at vi vilde række frem den 15. om
eftermiddagen. Det var da saa naturlig, at vor samtale for det
meste dreiet sig om det tidspunkt. Det var ingen av os,
som vilde være ved, at vi var nervøse; men jeg tror
dog, at vi alle hadde en liten snev av den sygdom. Hvad
vilde vi faa se der fremme? En stor endeløs slette, som
endnu intet øie hadde skuet, hvor endnu ingen fot hadde
traadt? Eller — eller? ..... Nei, det var en
umulighet. Med den fart vi hadde gjort, maatte vi række
maalet først, der kunde ingen tvil være om det. Og dog
— og dog! .... Hvor der er den mindste aapning,
smutter tvilen ind og gnager og gnager og lar en stakkar
aldrig i fred. „Hvad i al verden er det „Uroa” tæfter?”
Det var Bjaaland, som kom med denne bemerkning en
av de sidste dager, jeg gik ved siden av hans slæde og
talte med ham. „Og det merkelige er, at den tæfter mot
syd. Der skulde nu vel aldrig —?” „Mylius”, „Ring”,
„Obersten” og „Suggen” hadde vist samme interesse i
sydlig retning. Det var ganske merkelig at se, hvorledes
de med tilsynelatende stor interesse løftet sine hoder, satte
snutene i veiret, ret mot syd og tæftet. Man skulde
virkelig tro, at der fandtes merkelige ting der.
Fra 88° 25’ s. br viste barometer og hypsometer smaat men sikkert, at plataaet igjen begyndte at sænke sig mot den anden side. Det var en behagelig overraskelse for os. Vi hadde altsaa ikke alene fundet selve plataaets top, men ogsaa den del, som faldt mot den anden side. Dette vilde ha en meget stor betydning for forstaaelsen av konstruktionen av det hele plataa. Observationer og bestik
