grad end før. Litt efter litt begyndte der imidlertid at vise sig smaa sneflekker paa den blanke flate. Disse tiltok hurtig i antal og størrelse, og inden ret længe forente de sig alle og dækket den ubehagelige isflate med et jevnt og godt snelag. Nu kom skiene atter paa, og vel tilfredse fortsatte vi veien mot syd.
Vi glædet os alle over, at vi nu endelig hadde beseiret den lumske bræ og gratulerte hverandre med, at vi da tilsidst hadde naadd op paa det virkelige plataa. Som vi gik og frydet os over dette, dukket der pludselig op en høideryg ret forut i kursen og fortalte os tydelig, at endnu var ikke alle sorger slukket. Det var begyndt at hælde smaat nedover, og eftersom vi kom nærmere, kunde vi se, at vi maatte passere over et temmelig bredt — ikke dypt — dalføre, inden vi rak frem under aasen. Store rækker av skrugarer og høsaateformede isstykker dukket frem overalt. Vi forstod, vi maatte holde øinene aapne. Og nu kom vi til den dannelse i bræen, som vi kaldte „Fandens dansesal”.
Snedækket, vi hadde priset i saa høie toner, forsvandt efterhaanden, og foran os laa det brede dalføre, skinnende blankt. I begyndelsen gik det hele bra. Da det bar nedover, og isen var glat, gik det med god fart. Pludselig skar Wistings slæde nedi og væltet over paa siden. Vi visste alle, hvad der var hændt — slæden laa med den ene mei nedi en spræk. Med assistanse av Hassel gik Wisting igang med at reise slæden op og faa den ut av det farlige naboskap. Imidlertid hadde Bjaaland faat frem sit fotografiapparat og holdt paa at indstille dette. Vante som vi nu var med disse hændelser, hadde Hanssen og jeg betragtet denne scene et stykke længer fremme, hvor vi var
