Hvor jeg endnu vel mindes, at vi hin aften stod og
betragtet det herlige syn, naturen bød paa, og trodde luften
var sigtbar klar, saa alt, hvad der fandtes inden
synsvidden, nu maatte vise sig, og jeg mindes ogsaa, hvor
overrasket vi blev paa tilbakeveien ved at finde hele
landskapet komplet forandret. Hadde det ikke været for
Helmer Hanssens fjeld, vilde det ha været vanskelig nok
for os at kjende os igjen.
Luften i disse egne kan spille en de slemmeste puds. Saa absolut klar som den forekom os den aften, viste det sig ikke destomindre senere, at den hadde været meget litet sigtbar. Man maa derfor være meget forsigtig med at dømme fra, hvad man ser og ikke ser. I de fleste tilfælde har det vist sig, at reisende i polaregne snarere har set for meget end for litet. Skulde vi derimot ha kartlagt denne strækning, saaledes som vi nu saa den, vilde store fjeldstrækninger blit utelatt.
Om natten røk det op med kuling fra sydost og blaaste, saa det ulte i teltbardunene. Vel var det, at teltpluggene hadde godt tak. Endnu om morgenen, da vi holdt paa med vor frokost, blaaste det saa vi halvveis tænkte paa at se tiden litt an. Men pludselig og uten varsel løiet den saa meget, at al betænkning blev feid bort. For en forandring sydosten hadde frembragt! Det prægtige snelag, som igaar dækket og gjorde skiløpningen til en fornøielse, var nu paa store strækninger feid bort og blottet det haarde underlag.
Tankene kom og for. Isbroddene, vi hadde lagt igjen paa „Slagteren”, syntes at danse foran mine øine — frem og tilbake — grine og peke fingre av mig. Det skulde bli en pen ekstratur til „Slagteren” for at hente