trængt over Grændsen ved Ørje eller andensteds, saa at der for Tiden ingen Fare var for at afskjæres, og „at det vilde blevet Fienden en haard Nød at knække, om Sponneck var bleven længere paa Idde med sit Korps og især gjort retskaffen Modstand ved den stærke Hovedpostering ved Tistedalen, som han uden at vexle et Skud forlod.“ Hvad for det andet Mangelen paa Brød angik, bemærker han, at efter Generalkrigskommissær Bertouchs Beretning 1 November var i Behold i Fredrikstad Fæstnings Magasiner, foruden hvad der fandtes paa Moss, haardt Brød og 1704 Tønder Rugmel, hvoraf 6000 Mand kan underholdes i 24 Dage. Da Fienden „ved sligt Tilbagetog“ stedse var i Hælene paa de Norske, skal et Kyradseerregiment endog have været i Fare for at falde i Fiendens Hænder og mistede i al Fald 40 Mand. Sum vidste nu ingen anden Raad end at trække Hæren tilbage over Glommen, efter at saa Mange, som vilde og kunde, med deres Eiendom og Kreaturer vare flyttede over Elven. Der var givet Befaling til, at al Fourage paa Glommens Østside skulde sættes i Stakke og opbrændes, naar Fienden kom. Ogsaa de Svenske vare blevne overraskede ved, at den norske Hær uden videre Modstand forlod sine faste Stillinger.
